Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Porteføljeinvesteringer

Udenlandsk interesse for danske aktier og obligationer

Udenlandske investorer har udvist stor og vedholdende interesse for danske aktier og obligationer de seneste år. Siden januar 2012 har de købt obligationer for 280 mia. kr. og aktier for 120 mia. kr.



Udenlandske investorer har udvist stor og vedholdende interesse for danske aktier og obligationer de seneste år. Siden januar 2012 har de købt obligationer for 280 mia. kr. og aktier for 120 mia. kr. Opkøbsbølgen stilnede af i anden halvdel af 2015, og i de første to måneder af 2016 har udlændinge samlet set solgt en smule fra. Udviklingen i 2015 er bl.a. påvirket af tilbagekøbsprogrammer for Pandora-aktien og Novo Nordisks B-aktie, hvor udlandets ejerandel er over 70 pct.

De store opkøb har resulteret i, at udlandets ejerandel af danske aktier og obligationer er vokset støt. Ved indgangen til 2012 var 41 pct. af de danske aktier på udenlandske hænder, mens tallet steg til 53 pct. ved udgangen af februar 2016. I samme periode er udlændinges ejerandel af danske obligationer steget fra 33 til 36 pct., især fordi de har købt realkreditobligationer.

I samme periode har danskere købt udenlandske obligationer og aktier for henholdsvis 70 og 260 mia. kr.

Udenlandske investorers køb og salg af danske aktier og obligationer

 Anm.: Den 15. november 2015 udløb statsobligationen 4 pct. stående lån 2015 på nominelt 62 mia. kr. Det store salg af statspapirer skyldes, at udenlandske investorer ejede ca. 90 pct. af obligationsserien, jf. Udenlandske porteføljeinvesteringer, november 2015. Når man opgør udenlandske porteføljeinvesteringer, fremgår udløb af obligationer som salg.