Markedsrisiko


Markedsrisiko omhandler risikoen for højere omkostninger forbundet med at servicere gælden som følge af ændringer i markedspriser, fx renter, valutakurser og forbrugerpriser. Fokus i markedsrisikostyringen er på risikoen for højere afdrag og rentebetalinger målt i kroner, snarere end fx risikoen for ændringer i markedsværdien af gælden. Det skyldes bl.a., at renter og afdrag udgør faktiske forpligtelser for staten.

Renterisiko

Den altovervejende risikofaktor på den danske statsgæld er renterisikoen. I styringen af renterisikoen er fokus rettet mod risikoen for højere renteomkostninger som følge af renteudviklingen. Beslutningen om renterisikoen på statsgælden – typisk udtrykt ved varigheden – er baseret på en langsigtet analyse af udviklingen i statsgældens renteomkostninger, statsgældens årlige renteeksponering (rentefixingen) samt trade-off'et mellem omkostninger og risici baseret på CaR-modellen. Renterisikoen påvirkes af en række strategiske beslutninger, herunder opkøbs- og udstedelsesstrategien. Renterisikoen kan uafhængigt heraf justeres ved indgåelse eller terminering af renteswaps.

For 2017 styres statens renterisiko inden for et sigtebånd på 11,0 år +/- 0,5 år for statsgældens gennemsnitlige varighed opgjort uden diskontering.

Varighed/rentebindingstid er et summarisk mål, som ikke indeholder information om den absolutte størrelse eller den tidsmæssige spredning på statsgældsporteføljens renteeksponering. Varigheden suppleres derfor med rentefixingen. Rentefixingen angiver størrelsen af den gæld, hvorpå der fastsættes ny rente inden for en given periode, fx ét år. En stigning i renteniveauet på 1 procentpoint vil medføre en stigning i renteomkostningerne i det pågældende år på ca. 1 pct. af rentefixingen.

Valutakursrisiko

Staten har udenlandsk gæld af hensyn til valutareserven. Valutakursrisiko omhandler risikoen for højere omkostninger (renter og afdrag) målt i kroner som følge af ændringer i valutakurserne. Valutakursrisikoen begrænses ved, at statens udenlandske lån har sluteksponering i euro. Når staten optager udenlandske lån i andre valutaer end euro, omlægges valutaeksponeringen på rentebetalinger og afdrag til euro. På grund af den danske fastkurspolitik over for euro er valutakursrisikoen meget lav.

Inflationsrisiko

Inflationsrisiko omhandler risikoen for, at de faktiske afdrag og renteudgifter stiger som følge af inflationsudviklingen. Inflationsrisikoen på den eksisterende gæld begrænses ved, at blot en lille del af gælden er inflationsindekseret. Højere inflationsforventninger vil – i modsætning til de reale renter på inflationsindekseret gæld – slå igennem på de nominelle renter ved optagelse af ny nominel gæld.

 

Varighed som mål for renterisiko

Varigheden bruges som et udtryk for den gennemsnitlige rentebindingstid og opgøres både med variabel diskonteringsrente (Macaulay-varighed) og helt uden diskontering, svarende til den gennemsnitlige rentebindingstid for alle porteføljens cash flows opgjort til nominel værdi. Macaulay-varigheden påvirkes af renteændringer, idet disse påvirker vægtningen af de enkelte betalinger på porteføljen. Renteændringer påvirker imidlertid ikke tidspunktet eller størrelsen af de faktiske betalinger på den eksisterende gæld og dermed heller ikke porteføljens risikoprofil. Ved at beregne varigheden uden diskontering undgås de udsving i varighedsmålet, der udelukkende er forårsaget af renteændringer.

Cost-at-Risk (CaR)-modeller

CaR-modeller giver en systematisk tilgang til kvantificering af trade-off'et mellem omkostninger og risici. CaR-modellen bygger på en række forsimplende antagelser om den fremtidige udvikling, herunder budgetoverskud og gældssammensætning.

CaR-modellen simulerer fremtidige renteomkostninger på statsgældsporteføljen på baggrund af 50.000 scenarier for den fremtidige renteudvikling, der er modelleret i en såkaldt skyggerentemodel. I CaR-modellen beregnes de forventede fremtidige renteomkostninger og de højeste renteomkostninger, der kan forventes med en vis sandsynlighed (fx 95 pct.) under forskellige antagelser om fx statsgældens varighed.

Konsolideret risikostyring

Renterisikoen styres på baggrund af Asset Liability Management (ALM) princippet, hvor betalinger på aktiver og passiver betragtes samlet. Det betyder i praksis, at betalinger fra obligationsbeholdningerne i statens fonde, kontoindeståendet i Nationalbanken og genudlånene til de statslige selskaber modregnes betalingerne på statens indenlandske og udenlandske gæld.