Det indre marked

Rom-traktaten fra 1957 skabte, navnlig gennem oprettelsen af en toldunion, grundlaget for et fælles europæisk marked, der skulle fremme den europæiske samhandel. I midten af 1980'erne stod det imidlertid klart, at kun en del af hindringerne for fri handel mellem medlemslandene var blevet fjernet. Der var mange andre forhindringer - fx tekniske handelshindringer i form af forskellige nationale krav til varerne. Der var også begrænsninger på investeringer mellem EF-landene og på at søge arbejde i andre lande.

I 1986 vedtog EF-landene derfor en traktatændring – EF-pakken om det indre marked. I det indre marked skulle både varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kunne bevæge sig frit mellem landene på samme måde som på de deltagende landes hjemmemarkeder.

Det indre marked havde til formål at bidrage til større vækst og lavere priser gennem større konkurrence. For at opnå den fulde virkning af det indre marked, altså et stort "hjemmemarked" dækkende hele EF, indeholdt bestemmelserne også en reference til en økonomisk og monetær union. Det blev ikke præciseret, hvordan denne skulle gennemføres.