Euroen indføres, ØMUens 3. fase
|  |
|
11 EU-lande fik 1. januar 1999 én og samme valuta, euroen. Euroen opstod som valuta ved, at kursen på de deltagende EU-landes (eurolandenes) nationale valutaer blev låst fast over for euro. I de første 3 år eksisterede euroen kun som elektroniske penge, mens de nationale valutaer fortsat eksisterede som sedler og mønter. Det helt faste forhold mellem de 11 nationale valutaer og euroen betød imidlertid, at de nationale valutaer ikke længere var selvstændige valutaer, og de blev derfor heller ikke handlet på valutamarkederne.
Tre år efter euroens indførelse, dvs. 1. januar 2002, blev eurosedler og -mønter sat i omløb. De 3 år frem til 1. januar 2002 var nødvendige for, at alle dele af samfundet, fx detailhandlen, den finansielle sektor, virksomheder og den offentlige sektor, kunne være klar til den fulde overgang til euro. Perioden anvendtes desuden til fremstilling af eurosedler og –mønter.
|