Efter at sølvfoden var etableret, begyndte Nationalbanken at anvende diskontoen til at styre udlånene, således at diskontoen blev forhøjet, hvis der var behov for at begrænse udlånene, og sænket hvis der var rigelig dækning for seddelomløbet.
Selve ordet diskonto stammer fra den tid, da veksler var meget brugt i vareomsætningen. En veksel er et gældsbevis, som en køber af en vare udsteder til sælgeren mod at få udsat betalingen i fx 3 måneder. Hvis sælgeren har brug for pengene med det samme, kan han sælge vekslen i sin bank. Banken tager sig betalt ved at købe vekslen til underkurs. Man siger, at banken diskonterer vekslen. Heraf kommer navnet diskonto.
Diskontoen bliver pengepolitisk instrument
