|
Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/ Næste "Kvartalsoversigt 4. kvartal 2000" |
 |
Opgørelse af møntningsgevinstErik Haller Pedersen og Tom Wagener, Økonomisk Afdeling IndledningPengeudstedelse har historisk set været et kongeligt privilegium, et såkaldt regale. Grunden til dette er bl.a., at pengeudstedelse er forbundet med betydelige indtægter, også kaldet møntningsgevinsten, som set fra monarkens side kunne opfattes på linje med et skatteprovenu. I dag er det ifølge nationalbankloven Nationalbanken, der herhjemme står for udstedelsen af sedler, mens møntvæsnet i henhold til møntloven ligger hos regeringen. Nationalbanken har siden 1975 varetaget de produktionsmæssige og administrative opgaver i forbindelse med møntudstedelsen. Gevinsten ved seddel- og møntudstedelsen går efter henlæggelser via Nationalbankens overskudsdispositioner i statskassen. I denne artikel redegøres for de problemstillinger, der opstår, når man konkret skal opgøre, hvor stor møntningsgevinsten er. Møntningsgevinst historiskFra de tidligste tider er guld, sølv og kobber blevet benyttet som betalingsmidler i vare- og servicehandlen. I andre kulturer kendes andre former for betalingsmidler, typisk ting med en vis knaphedsværdi. De ældste danske mønter er fra 800- og 900-tallet, og siden 1000-tallet har møntudstedelse i Danmark været et kongeligt privilegium. Oprindeligt var møntens indre værdi lig dens pålydende værdi, dvs. mønten havde en købekraft svarende til dens metalværdi. Dette var ikke nødvendigvis ensbetydende med en helt stabil værdi i forhold til andre varer, da metalpriserne kunne ændre sig. Møntudstederne fandt dog hurtigt ud af, at hvis produktionsomkostningerne kunne sænkes i forhold til møntens pålydende værdi, der angiver dens købekraft, ville der fremkomme en gevinst. Denne gevinst, den såkaldte møntningsgevinst eller på engelsk "seigniorage", tilfaldt udstederen af mønten, altså typisk kongen. Det medførte, at mønternes lødighed blev forringet og omløbet forøget i perioder med store finansieringsbehov, typisk i forbindelse med krige. Udhuling af mønternes værdi virker som en beskatning af borgerne på linje med andre typer skatter. Udhuling af metalværdien i møntomløbet foregik fx ved at blande kobber i sølvmønter. Såfremt mønter med samme nominelle værdi, men forskelligt metalindhold cirkulerer samtidigt, vil de mindst lødige mønter fortrænge de mere lødige som betalingsmiddel, idet de mere lødige smeltes om med gevinst, eksporteres til udlandet eller gemmes væk og spares op. Denne lovmæssighed blev beskrevet i midten af 1500-tallet og kaldes Greshams lov. Med introduktionen af sedler, hvilket i Danmark skete i 1700-tallet, øgedes møntningsgevinstpotentialet i og med, at der nu blev stor forskel mellem pålydende værdi og produktionsomkostninger. I begyndelsen skete seddeludstedelsen i privat regi, men den blev senere overtaget af staten, som herved indkasserede møntningsgevinsten. Anvendelse af papir i stedet for metal som betalingsmiddel medfører en samfundsmæssig gevinst, da der spares resurser på udvinding og omsmeltning af metal. Møntningsgevinsten i ovenstående historiske perspektiv defineres bedst som ændringen i værdien af seddel- og møntomløbet, der måler den ved udstedelsen opnåede købekraft, fratrukket produktionsomkostningerne. Vi kan kalde dette for en flow-definition af møntningsgevinsten (S1).
I denne definition af møntningsgevinsten ses der bort fra, at udstederen af papirpenge langt op i tiden måtte love at ombytte pengesedlerne til ædelmetal mod forlangende. Denne garanti var nødvendig for at sikre, at befolkningen ville modtage sedlerne, og indebar, at udstederen måtte holde en fond af ædelmetal som grundlag for omløbet af papirpenge. Denne sikkerhedsstillelse for seddelomløbet udgør en ekstra omkostning og vil dermed reducere møntningsgevinsten i definition 1. En alternativ definition af møntningsgevinstEn nyere definition af møntningsgevinst findes i Rovelli (1994)[1]. Her defineres møntningsgevinst som statens indtægter ved via centralbanken at udstede fordringer med ingen eller kun lav forrentning. Der tages udgangspunkt i et bredere pengebegreb, pengebasen. Denne kan med danske forhold defineres som seddel- og møntomløbet plus pengeinstitutternes indskud på folio i Nationalbanken[2]. Begge størrelser er umiddelbart likvide. Rovelli definerer en total eller statslig møntningsgevinst som summen af en basismøntningsgevinst og en størrelse kaldet monetarisering. Basismøntningsgevinsten er Nationalbankens fortjeneste ved at stå som udsteder af pengebasen. Pengesedler og mønter bærer som bekendt ikke rente, men Nationalbanken kan købe rentebærende fordringer for provenuet ved seddel- og møntudstedelsen, dvs. Nationalbanken låner i princippet rentefrit og placerer i aktiver, der giver en renteindtægt. Her fokuseres altså ikke på køb af varer og tjenester for udmøntningsprovenuet, men på køb af værdipapirer og det dermed følgende afkast. Fra et analytisk synspunkt kan basismøntningsgevinsten ud fra denne stock-tilgang opgøres ved at antage, at centralbankens aktiver kan opdeles alt efter, om de er modposter til, dvs. finansieret af, pengebasen eller til andre passiver. Basismøntningsgevisten fremkommer nu som afkastet af de relevante aktiver minus omkostninger, jf. definition 2 i boks 1. Boks 1 Basismøntningsgevinst En stiliseret centralbankbalance kan se ud som følger:
Antag at centralbankens aktiver kan opdeles alt efter, om de er modposter til pengebasen eller til andre af centralbankens passiver, så der kan opstilles en særskilt balance for de aktiviteter, der knytter sig specielt til udstedelsen af pengebasen. Dette kaldes også øremærkning. Sammenhængen mellem pengebasen og dens modposter kan skrives som: V + B + L = F + R + Cu hvor V er en del af centralbankens valutaaktiver, B er del af centralbankens beholdning af indenlandske obligationer, L er en del af centralbankens lån til pengeinstitutterne, F er folioindskud i centralbanken, R er lovpligtige reservekrav og Cu seddel- og møntomløbet. Basismøntningsgevinsten (S2) kan herefter fra et analytisk synspunkt opgøres som:
Selv om øremærkningsprincippet fra et teoretisk synspunkt kan virke besnærende, er det vanskeligt at anvende i praksis. Det er således svært at se, hvordan man meningsfuldt kan foretage en konkret fordeling af modposterne til pengebasen på valutaaktiver, indenlandske obligationer og udlån. I modsætning til den historiske definition 1 afspejler basismøntningsgevinsten i definition 2, hvorledes sedler og mønter rent faktisk kommer i omløb i dag. Det sker ved, at pengeinstitutterne nedbringer deres indeståender eller øger deres lån i Nationalbanken tilsvarende, og ikke som følge af Nationalbankens køb af varer og tjenester. Man kan også sige, at udstedelsen af sedler og mønter ikke er endelig i den forstand, at pengene til enhver tid kan komme tilbage til Nationalbanken, såfremt efterspørgslen efter dem falder. Kontantudstedelse er rent efterspørgselsbestemt. Ikke desto mindre ses definition 1 ofte anvendt både i teoretiske og empiriske opgørelser af møntningsgevinst, se fx Fischer (1982)[3]. Opbrydningen af Nationalbankens balance efter forretningsområde kan virke teoretisk og er i praksis vanskelig at gennemføre, men har en vis historisk relevans, idet den engelske centralbank, Bank of England, oprindelig var organiseret i en seddel- og møntudstedende afdeling (Issue Department) og en egentlig bankafdeling (Banking Department). Opgørelsen af møntningsgevinst tager i en sådan verden udgangspunkt i Issue Departments balance. Den totale møntningsgevinst i Rovellis opdeling kan, som nævnt, fremkomme på to måder, dels ved overførsel af hele eller dele af basismøntningsgevinsten til staten via centralbankens overskudsdispositioner, dels via monetarisering, der kan defineres som den udvidelse af pengebasen, der sker som følge af centralbankens køb af statspapirer eller statens direkte træk på sin løbende konto i centralbanken. Centralbankens køb af statspapirer opfattes som "gratis" finansiering for staten, såfremt rentebetalingen vender tilbage som del af centralbankens overskud, der udbetales til staten. Kun statsobligationer placeret uden for centralbanken belaster således ifølge dette synspunkt netto statens budget. Samme argumentation kan anvendes om et træk på statens løbende konto i Nationalbanken. Dette er "gratis", da der godt nok løbende betales en rente, men beløbet vender tilbage til staten via Nationalbankens overskudsoverførsel. Amsterdam-traktatens art. 101 forbyder EUs centralbanker at give deres regeringer mulighed for overtræk og at købe obligationer direkte af dem. Dette forbud begrænser muligheden for monetarisering, som det er defineret ovenfor, men forhindrer det ikke. Eksempelvis er det i forhold til opgørelsen af den totale møntningsgevinst underordnet om centralbanken køber statspapirer direkte af staten eller via markedet. Opgørelsen af møntningsgevinst som summen af en basismøntningsgevinst og en monetariseringskomponent er en hybrid mellem definition 1 og 2, hvor basismøntningsgevinsten beregnes ifølge definition 2, mens monetariseringsstørrelsen mere minder om definition 1. Nationalbankens køb af statsobligationer eller statens træk på sin løbende konto vil give anledning til en likviditetsudvidelse, som resulterer i en forbedring af pengeinstitutternes nettostilling. Med den snævre definition af pengebase, der anvendes her, vil der kun i mindre omfang komme en påvirkning af pengebasen – i form af større folioindeståender, som ydermere er forrentede. Med de danske institutionelle rammer er det således hensigtsmæssigt at se bort fra monetariseringskomponenten ved beregning af møntningsgevinst. Empirisk opgørelse af møntningsgevinstVed empiriske opgørelser af (basis)møntningsgevinsten tages der ofte udgangspunkt i en konsolideret balance mellem stat og Nationalbank. Der bliver herudfra typisk argumenteret, at statens besparelse ved at modtage møntningsgevinst er obligationsrenten på de statsobligationer, staten nu ikke behøver at udstede. Basismøntningsgevinsten fremkommer derfor ved at gange obligationsrenten (iB) enten på seddel- og møntomløbet eller på hele pengebasen og trække finansierings- og produktionsomkostningerne fra, jf. definition 3.
Ovenstående argumentation tager ikke hensyn til de faktiske institutionelle rammer. Basismøntningsgevinsten tilfalder i første omgang Nationalbanken, og kan betragtes som en del af bankens basisindtjening, jf. diskussionen hos Hansen og Ølgaard (2000)[4]. Nationalbankens aktiver og passiver styres under ét, og hvor langt ud på rentekurven, man ønsker at placere sig, er resultatet af en selvstændig afvejning af risiko og afkast. Hvis Nationalbanken ikke var villig til at påtage sig nævneværdig renterisiko, ville alle mellemværender blive forrentet med en kort dansk eller udenlandsk rente. Det forekommer derfor mest hensigtsmæssigt at opgøre møntningsgevinsten som Nationalbankens udlånsrente (en 14-dagsrente) gange seddel- og møntomløbet minus produktionsomkostninger, definition 4. Udlånsrenten er den rente, som pengeinstitutterne må finansiere deres efterspørgsel efter sedler og mønter til. De øvrige elementer i pengebasen bidrager kun i ubetydelig grad til møntningsgevinsten, da de er forrentet med en sats tæt på udlånsrenten.
I tabel 1 er møntningsgevinsten opgjort ud fra definition 4. Der er anvendt gennemsnitstal for seddel- og møntomløbet ganget med en gennemsnitlig udlånsrente i de respektive år. Tabel 1 Møntningsgevinst
Omkostningerne ved seddel- og møntproduktionen er taget fra Nationalbankens årsregnskaber. Møntningsgevinsten har i 1990'erne udgjort godt 0,2 pct. af BNP pr. år i gennemsnit, hvilket er resultatet af en faldende rente og et stigende seddel- og møntomløb. Det er vigtig at gøre sig klart, at møntningsgevinsten er en teoretisk størrelse, der ikke er sammenfaldende med Nationalbankens regnskabsmæssige overskud, men en vigtig del heraf. Møntningsgevinst i euroområdetDet er i hovedtræk fastlagt, hvorledes møntningsgevinst eller monetær indkomst skal beregnes og fordeles mellem eurolandene. Ifølge paragraf 32 i statutten vedrørende ESCB (European System of Central Banks) skal de deltagende nationale centralbankers (NCB) monetære indkomst pooles og efterfølgende fordeles, således at den enkelte NCB får monetær indkomst svarende til sin andel af sit kapitalindskud i, European Central Bank, ECB. I forløbet op til introduktionen af fysiske sedler og mønter pr. 1. januar 2002 anvendes en midlertidig ordning. Denne består i en beregning af monetær indkomst, hvor pengebasen multipliceres med en valgt rentesats. Den midlertidige metode minder således om definition 4. Der tages udgangspunkt i centralbankbalancernes passivsider modsat den metode, der er beskrevet tidligere, hvor det er aktiverne (modposterne til pengebasen), der indgår. Desuden har man i overgangsperioden valgt en meget snæver afgrænsning af pengebasen, hvor sedler og mønt ikke indgår. Pengebasen i overgangsperioden består hovedsagelig af de lovpligtige reservekrav. Herpå ganges renten på de primære markedsoperationer, dvs. en 14-dagsrente, og forrentningen af reservekravene fratrækkes. Da forrentningen af reservekravene er på niveau med 14-dagsrenten, er den monetære indkomst i overgangsperioden tæt på nul. Dette ændres ved introduktionen af fysiske sedler og mønter i år 2002, da disse vil komme til at indgå i pengebasen. Samtidig eller eventuel efter en overgangsperiode vil man gå over til at benytte modposttilgangen til beregning af monetær indkomst, hvilket kræver en eksplicit øremærkning af modposterne til pengebasen, jf. definition 2. Dette vil altid indebære et vist arbitrært element. Ud over den poolede monetære indkomst som følge af de nationale centralbankers seddeludstedelse vil ECB selv have indtægter primært fra afkastet af sin egenportefølje (modposten til NCBernes kapitalindskud). ECBs overskud vil efter henlæggelser til reserverne – og i exceptionelle tilfælde dækning af tab – blive fordelt til de deltagende NCBer. Disse lider derfor set under ét ikke særlige tab eller opnår ekstra gevinster ved at deltage i eurosystemet. Møntningsgevinst og nye betalingsteknologierDen møntningsgevinst, der genereres i centralbanken, er i sidste ende bestemt af de forhold, der påvirker den private sektors efterspørgsel efter pengebasen. Én af de faktorer, der – i det mindste ud fra en teoretisk betragtning – har betydning for denne efterspørgsel, er udviklingen inden for den elektroniske betalingsteknologi. Mængden af nye elektroniske betalingsformer omfatter dels en række produkter (såkaldte smart-cards, chip-cards eller electronic-purses), der bygger på elektronisk lagring af værdi, som det i dag kendes fra DANMØNT eller telekort, dels af forskellige former for elektroniske transaktionssystemer (Dankort og kreditkort, bankernes home-banking produkter, betalingsservice eller betalinger via internettet) baseret på computernetværk. De nye betalingsteknologiers påvirkning af pengebasen og dermed af den møntningsgevinst, som genereres i centralbanken, må forventes først og fremmest at ske via pengebasens seddel- og møntkomponent, idet bankernes mellemværender med Nationalbanken hovedsagelig er bestemt af hensynet til afviklingen af bankernes betalinger og udligning af likviditet. De kort-baserede elektroniske penge kan betragtes som et elektronisk alternativ til mindre kontanttransaktioner, hvilket betyder, at en stigende anvendelse af sådanne kort vil have en meget direkte effekt på seddel- og møntomløbet. Udbredelsen af egentlige elektroniske penge, der kan anvendes bredt, er dog endnu forholdsvis beskeden i Danmark og begrænset til DANMØNT kortet. I Danmark har udbredelse af Dankortet og anvendelsen af elektroniske betalingssystemer i almindelighed langt større betydning for husholdningernes betalingsafvikling. Antallet af Dankorttransaktioner er eksempelvis mangedoblet inden for de seneste 10 år. Mod forventning har det imidlertid ikke været muligt at påvise en statistisk sammenhæng mellem udviklingen i det samlede seddel- og møntomløb og omfanget af elektroniske betalinger, jf. figur 1. En del af forklaringen er formentlig, at hovedparten af de værdimæssigt store elektroniske transaktioner tidligere ikke blev gennemført med kontanter, men derimod med eksempelvis checks. Samtidig har stigningen i antallet af elektroniske Dankortterminaler gjort det lettere at få adgang til kontanter. Endelig har de seneste 10 års lave inflationsniveau alt andet lige gjort omkostningerne ved at ligge inde med kontantbeholdninger mindre[5]. Figur 1 Seddel- og møntomløbet samt elektroniske betalinger 
I den akademiske debat diskuteres det, om udbredelse af elektroniske penge helt vil overflødiggøre centralbanker på længere sigt, eller rettere, om centralbankerne vil miste deres evne til at påvirke den korte rente, hvis pengebasen skulle blive udhulet[6]. Der er ikke meget, der taler for, at vi umiddelbart nærmer os en sådan situation. For det første har effekten af elektroniske penge og betalinger på pengebasen som nævnt været overraskende lille. På sigt kan det dog ikke udelukkes, at der vil ske en vis udhuling af pengebasen og dermed en nedgang i Nationalbankens indtjeningspotentiale. For det andet kan der argumenteres for, at selv hvis pengebasen helt skulle forsvinde, vil Nationalbanken alligevel ved lån og udlån af elektroniske penge bevare sin indflydelse på den korte rente[7]. Mulighederne for at føre pengepolitik er strengt taget ikke relateret til pengeudstedelsesfunktionen, men til den kendsgerning, at pengeinstitutterne ønsker at have konti i Nationalbanken. Disse konti er risikofrie og nyttige i forbindelse med betalingsafvikling og udligning af likviditet i pengemarkedet. Fodnoter[1] Rovelli, R., Reserve requirements, seigniorage and the financing of the government in an economic and monetary union, European Economy, Reports and Studies no. 1, 1994. [2] I de tilfælde hvor pengeinstitutterne er underlagt lovpligtige reservekrav, bør indbetaling af reservekrav indgå i pengebasen. Reservekrav er et pengepolitisk instrument, det pålægger pengeinstitutterne at deponere likvide midler i centralbanken svarende til en andel af deres indlån. Deponeringen kan eventuelt være forrentet. I Danmark anvendes reservekrav ikke i pengepolitikken. [3] Fischer, S., Seigniorage and the case for a national money, Journal of Political Economy, no. 90, 1982. [4] Hansen, Ib og Christian Ølgaard, Nationalbankens risikostyring, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 2. kvartal 2000. [5] Se i øvrigt diskussionen i Erik Haller Pedersen og Tom Wagener, Seddel- og møntomløbet i Danmark, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, november 1996. [6] Se fx Benjamin Friedman, The Future of Monetary Policy, International Finance, november 1999. [7] Se Charles Goodhart, International Finance (forthcoming). |
|
|
|
Version 1.0 November 2000 Nationalbanken. |