1000-kronesedler og ældre pengesedler blev ugyldige som betalingsmiddel i banker og butikker efter 31. maj 2025 og værdiløse over for Danmarks Nationalbank efter 31. maj 2026. Derfor har Nationalbanken løbende gennemført informationsindsatser i både Danmark, Grønland og Færøerne for at gøre borgerne opmærksomme på ændringerne.
April og maj 2026: Påmindelse om sidste frist for at indløse ugyldige sedler
Fra 20. april til 31. maj 2026 gennemførte Nationalbanken en landsdækkende annoncekampagne, der skulle minde borgerne om, at 31. maj 2026 var sidste frist for at indløse ugyldige sedler på Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København. Herefter ville sedlerne blive værdiløse over Nationalbanken.
Kampagnen byggede videre på det koncept, der havde været benyttet i samtlige kampagneindsatser siden 2024. Kampagnen havde tydligt fokus på ordet "værdiløs" for at både at vække opmærksomhed og for at understrege, at sedlerne endnu en gang ændrede status. Det var således ikke bare en gentagelse af tidligere budskaber.
Kampagnen omfattede bl.a. radioreklamer på både landsdækkende kommercielle radiostationer, lokalradioer, bannerreklamer på tv2.dk og annoncering på sociale medier. Lignende kanaler benyttedes i Grønland og Færøerne.
April og maj 2025: Påmindelse om sidste frist som gyldigt betalingsmiddel
Fra 14. april til 11. maj gennemførte Nationalbanken en landsdækkende annoncekampagne, der skulle minde borgerne om, at 31. maj 2025 var sidste frist for at betale med sedlerne i butikker eller at gå i banken og indsætte sedlerne på konto.
Kampagnen byggede videre på konceptet fra Nationalbankens tidligere kampagne i september 2024 for at sikre størst mulig genkendelse, men med større fokus på selve datoen: 31. maj 2025.
Nationalbankens informationskampagne var synlig på tværs af en række medier, bl.a. tv, biografer, radio, ugeblade og magasiner, digitale skærme i bybilledet og sociale medier. Lignende kanaler benyttedes i Grønland og Færøerne.
Nationalbanken var i dialog med banker, kommuner og butikskæder, som bidrog til at oplyse om tidsfristen gennem infoskærme, informationsfoldere, plakater og små klistermærker i kasseområder, borgerservicecentre og lignende. Der var også løbende dialog og erfaringsudveksling med en række organisationer for at sikre opmærksomhed blandt ældre og udsatte borgere.
Centrale aktører på udlands- og turistområdet samt centralbanker i Norden modtog ligeledes kampagnematerialer.
September 2024: Informationskampagne om tiltag
Informationskampagnen i september 2024 havde til formål at sikre kendskab i befolkningen til, hvilke pengesedler, der ville blive ugyldige efter 31. maj 2025 og oplyse om, hvad borgerne kunne gøre, hvis de havde nogle af disse pengesedler.
Som en del af kampagnen modtog alle danskere over 15 år et informationsbrev fra Nationalbanken – enten via Digital Post eller som fysisk post, hvis man er fritaget for Digital Post. I samme periode kørte kampagnen på plakater i bybilledet, annoncer i trykte medier, online og på sociale medier.
Lignende kanaler blev taget i brug i Grønland, hvor der foruden annoncering på tv, radio mm. blev husstandsomdelt informationsmateriale i hele Grønland. På Færøerne – som har sin egen seddelserie – blev informationen distribueret via de færøske banker.
Kampagnen var en opfølgning på Nationalbankens udmelding d. 30. november 2023 om, at 1000-kronesedlen og ældre seddelserier ville blive ugyldige som betalingsmiddel efter 31. maj 2025, og at der kommer nye pengesedler i 2028-2029.
Download oplysningsmaterialer
Kampagne- og informationsmaterialer er tilgængelige på vores materialeside og kan downloades frit af borgere, samarbejdspartnere og øvrige interesserede.
Se eksempler på materialer fra april-maj 2026.