1000-kronesedler og ældre sedler har været værdiløse siden 31. maj 2026 og kan hverken bruges som betalingsmiddel eller indløses i hverken banker eller på Nationalbankens indleveringssteder.
Nationalbanken kan, hvis særlige omstændigheder taler for det, vælge at indløse værdiløse sedler. Det vil dog kun være i helt særlige tilfælde.
Det er Nationalbanken, der vurderer, om der er tale om særlige omstændigheder. Anmodninger og spørgsmål om indløsning af værdiløse sedler under særlige omstændigheder modtages først fra onsdag 2. december 2026.
Hvad betyder særlige omstændigheder?
Nationalbanken vil behandle alle anmodninger og lave en konkret og individuel vurdering. Her vil Nationalbanken vurdere, om det er tilstrækkeligt dokumenteret, at:
- anmelderen var den retmæssige ejer af sedlerne før fristen.
- der var særlige omstændigheder, som gjorde det umuligt for den retmæssige ejer af sedlerne at indlevere sedlerne i perioden op til 31. maj 2026, hvor sedlerne blev værdiløse over for Nationalbanken.
Alle sager vil blive vurderet individuelt. Der vil dog som udgangspunkt ikke være tale om særlige omstændigheder, hvis den manglende indlevering af sedler inden fristen fx skyldes:
- manglende kendskab til indkaldelsen eller til fristen
- at sedlerne først findes efter fristen
- almindeligt udlandsophold eller tilsvarende forhold.
Sager, hvor der – som udgangspunkt – kan være tale om særlige omstændigheder, kan fx være tilfælde af:
- fysisk sygdom, alvorlige helbredsmæssige forhold eller frihedsberøvelse, der forhindrede den retmæssige ejer i at handle inden fristen
- kognitive funktionsnedsættelser eller tilsvarende forhold, der har forhindret den retmæssige ejer i at indlevere sedlerne inden fristen
- dødsboer, hvor den afdøde retmæssige ejer, af årsager som fx ovenstående, ikke havde mulighed for at reagere inden fristen, og hvor sedlerne derfor først er fundet efterfølgende.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil anmode om særlige omstændigheder?
Borgere, der vil anmode om indløsning af værdiløse sedler under særlige omstændigheder, skal:
- Downloade, udfylde (digitalt) og printe en blanket. Blanketten vil være tilgængelig fra 19. oktober 2026.
- Fremskaffe relevant dokumentation for, at borgeren var den retmæssige ejer af sedlerne inden fristen (31. maj 2026), samt dokumentation for, at der var særlige omstændigheder, der gjorde det umuligt at indlevere sedlerne inden fristen.
- Henvende sig til FOREX på Nørreport i København og aflevere blanket og sedler (se åbningstider nedenfor). Ved henvendelse vil FOREX verificere sedlerne, gennemgå indleveringsblanketten og eventuelt oplyse om behov for yderligere dokumentation. Ved større beløb vil der også være behov for dokumentation for midlernes oprindelse i henhold til hvidvaskkravene. FOREX vil kræve fremvisning af fysisk billed-ID.
- Når FOREX har gennemgået indleveringsblanketten og sedlerne, skal borgeren underskrive blanketten. Ved underskrivelse af blanketten accepterer borgeren at betale et administrationsgebyr på 500 kr., hvis Nationalbanken accepterer anmodningen om indløsning af værdiløse sedler under særlige omstændigheder. Hvis Nationalbanken afviser anmodningen, skal borgeren ikke betale gebyr. Med underskriften accepterer borgeren samtidig, at de indleverede værdiløse sedler ikke returneres til borgeren, hvis anmodningen om indløsning under særlige omstændigheder afvises. Sedlernes destrueres, når sedlernes ægthed er kontrolleret.
Den endelige beslutning om, hvorvidt en anmodning kvalificerer under særlige omstændigheder eller ej, træffes af Nationalbanken. Borgeren vil modtage en afgørelse fra Nationalbanken. Denne oplysning vil sendes til borgeren via de kontantinformationer, som borgeren har oplyst på indleveringsblanketten. Først efter at afgørelsen er truffet, vil det indleverede beløb overføres til borgerens konto (fratrukket administrationsgebyret). Der kan gå op til 14 uger, før en sag er færdigbehandlet.
Sager, der kvalificerer som særlige omstændigheder, vil også være genstand for hvidvaskkontrol i henhold til hvidvaskreglerne. I tilfælde af at mistanke om hvidvask ikke kan afvises, er Nationalbanken forpligtet til at underrette relevante myndigheder.
Hvad er FOREX’ rolle?
Nationalbankens indleveringssted drives i samarbejde med det internationale vekselbureau FOREX. FOREX kan ved indleveringen vejlede borgeren i, om de angivne særlige omstændigheder er tilstrækkeligt dokumenteret. FOREX kan også vejlede i, om blanketten er korrekt udfyldt.
FOREX kan ikke vejlede borgeren om, hvorvidt den angivne særlige omstændighed kan blive godkendt.
FOREX indsender anmodning, blanket, dokumentation og sedler til Nationalbanken, som foretager vurderingen. Eventuel udbetaling sker ved bankoverførsel til borgerens bankkonto.
Adresse og åbningstid efter 2. december
Adressen på Nationalbankens indleveringssted i København er:
FOREX
Nørre Voldgade 90 (ved Nørreport Station)
1358 København K
Indleveringsstedet har åbent onsdage kl. 10:00-18:00.
OBS: Anmodninger og spørgsmål om indløsning af værdiløse sedler under særlige omstændigheder modtages fra onsdag 2. december 2026 og frem.
Ofte stillede spørgsmål
Her finder du svar på de spørgsmål, vi oftest modtager om indløsning af værdiløse sedler under særlige omstændigheder.
1000-kronesedler og ældre sedler har været værdiløse siden 31. maj 2026. I sager, hvor Nationalbanken vurderer, at der er tale om helt særlige omstændigheder, kan Nationalbanken vælge at modtage sedler efter fristen. Det sker efter en konkret vurdering af den enkelte sag.
Du kan ikke sende pengesedlerne til Nationalbanken. Håndtering af anmodninger om indløsning af værdiløse sedler under særlige omstændigheder sker alene via det fysiske indleveringssted. Sedler, der sendes med post til Nationalbanken, vil blive destrueret uden indløsning.
Der kan ikke gives en generel forhåndsgaranti for indløsning, da alle sager vurderes individuelt på baggrund af fremsendt dokumentation, efter at pengene er indleveret.
Nej. En forklaring uden dokumentation er ikke nok i sig selv. Sagen vurderes individuelt og konkret, og dokumentation er nødvendig.
Nationalbanken kan bede om oplysninger, der belyser sagen, herunder hvem der ejer sedlerne, hvornår og hvordan de er erhvervet, hvorfor de ikke blev indleveret rettidigt. Nationalbanken kan også bede om dokumentation, der understøtter forklaringen.