Hvornår var det sidste frist for at indløse de sedler, der blev værdiløse?
31. maj 2026 var sidste dag du kunne indlevere 1000-kronesedler og ældre sedler på Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København. Nu er sedlerne værdiløse.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg finder pengesedler efter 31. maj 2026?
Efter den 31. maj er de indkaldte sedler som udgangspunkt værdiløse. Det betyder, at sedlerne ikke kan indløses i Danmarks Nationalbank.
Er der undtagelser, hvor jeg i særlige tilfælde kan få sedlerne indløst?
Indtil 31. maj 2026 har alle borgere ret til at få indløst sedlerne, hvis de lever op til gældende krav om dokumentation som følge af hvidvaskreglerne. Denne ret bortfaldt efter 31. maj 2026, og i udgangspunktet er det ikke muligt at indløse sedlerne herefter.
Nationalbanken kan vælge, hvis omstændigheder taler for det at indløse indkaldte sedler efter fristen. Det vil dog kun være i helt særlige tilfælde, hvor det i den konkrete sag vurderes, at der er tale om særlige omstændigheder.
Må jeg beholde nogle af de ældre sedler, hvis jeg gerne vil?
Du er velkommen til at beholde de ældre sedler og 1000-kronesedler som samleobjekt. Du skal dog være opmærksom på, at sedlerne ikke kan indleveres og dermed er værdiløse overfor Nationalbanken efter 31. maj 2026.
Hvad betyder det at beholde som samleobjekt?
Der findes mange, som samler på pengesedler. Ældre pengesedler kan derfor for nogle være interessante at beholde i en samling. Ældre sedler kan også blandt samlere i visse tilfælde have en anden værdi end den nominelle værdi.
Hvordan ved man, om en gammel seddel er mange penge værd?
Der kan være mange ting, der spiller ind – fx sedlens alder, udbredelse og tilstand. Hvis du er interesseret i at få en konkret vurdering, vil det være en god idé at kontakte en ekspert på området, fx en mønthandler. Nationalbanken giver ikke vurderinger af en eventuel samleværdi.
Er det som samler muligt at købe nogle af de ældre sedler, som er kommet ind?
Nej, det er ikke muligt.
Er det muligt at omveksle danske sedler og mønter i Nationalbanken?
Omveksling af beskadigede sedler og mønter foregår via eget pengeinstitut. Se på din banks hjemmeside, hvordan den tilbyder at håndtere kontanter.
Ofte stillede spørgsmål
Her finder du svar på de spørgsmål, vi oftest modtager om de ugyldige 1000-kronesedler og ældre sedler, og om at Danmark får nye sedler og mønter.