Tilbageblik med Anders Pagh Engel Jensen


- Fra student til fastansat i Nationalbanken

I Nationalbanken har vi en del unge økonomer, hvor jobbet i Nationalbanken er deres første efter endt uddannelse. Anders Pagh Engel Jensen startede som studentermedhjælper i afdelingen Finansiel Stabilitet i 2015, hvor han senere skulle blive fastansat.  

"Jeg havde allerede tidligt på økonomistudiet på Københavns Universitet stiftet bekendtskab med Nationalbanken. Her lærte vi, hvor vigtig en aktør Nationalbanken er i de økonomiske kredsløb, og vi havde også læst flere af Nationalbankens publikationer som pensum. Så allerede som ung økonom havde Nationalbanken en helt særlig status hos mig. Da jeg havde været til karriereaften i Nationalbanken og fik bekræftet, at der var gode muligheder for at udvikle min faglige kunnen dér, så valgte jeg at søge en studenterstilling i afdelingen Finansiel Stabilitet."

Da Anders færdiggjorde sin bachelor, ville han ud at smage på andre ting i tilværelsen end studielivet. Her prøvede han kræfter med konsulentbranchen, og han arbejdede også på den danske ambassade i Athen. Herefter kaldte studiebøgerne igen på Anders – og det gjorde Nationalbanken også. Han valgte at søge tilbage til Nationalbankens afdeling for Finansiel Stabilitet.

"Det skal særligt ses i lyset af, at jeg var rigtig glad for min første tid i Nationalbanken samt, at jeg stadig følte, at jeg havde meget at lære i Nationalbanken. Derudover havde jeg prøvet at arbejde flere andre steder, men følte egentlig, at det var i Nationalbanken, at mine kompetencer som økonom kom bedst i spil."

"Der er en helt unik mulighed i Nationalbanken for at få faglig sparring som ung studerende, og så synes jeg generelt, at folk er imødekommende, venlige og glade for at lære fra sig."

Anders valgte også at skrive sit speciale i samarbejde med Nationalbanken, og han fik en af de faste specialepladser, som Nationalbanken hvert år stiller til rådighed. Som nyuddannet økonom blev Anders en del af Nationalbankens Economist Programme. Programmet skal øge unge økonomers kendskab til Nationalbankens kerneområder, give et netværk i banken og øge dynamikken på tværs af afdelinger.

"Jeg var rigtig glad for min tid som fuldtidsansat i Nationalbanken. Man får meget ansvar og spændende arbejdsopgaver samtidig med, at det bliver prioriteret, at man udvikler sig som økonom. Det var også en god oplevelse at være med i Nationalbankens Economist Programme, hvor jeg fik flere gode venner, som jeg stadig mødes med, selv om jeg ikke arbejder i Nationalbanken længere."

Anders arbejder i dag i TDCs Treasury-afdeling som senioranalytiker, men ballasten fra Nationalbanken er taget med videre til de nye udfordringer.

"Min stilling i TDC er noget anderledes end det, som jeg har arbejdet med i Nationalbanken. Jeg er dog stadig rigtig glad for at have startet min karriere i Nationalbanken, der har givet mig en stærk faglig ballast med på vejen. Min tid i Nationalbanken har nemlig videreudviklet og dyrket den analytiske tankegang, som man får på økonomistudiet. Den her tankegang er noget, der bidrager til, at man bliver reflekterende, videbegærlig og i stand til at takle forskellige problemstillinger, uanset hvor ens karriere ender henne."