Nationalbanken søger ekspert til arbejdet med cyberrobusthed

Publiceret
Vil du være med til at styrke cyberrobustheden i den danske finansielle sektor? Så er det måske dig, vi søger som "Infrastructure Expert" i vores TIBER-DK-cyberteam i Nationalbanken!

Jobbet

Nationalbanken arbejder for at sikre Danmark en robust økonomi. En vigtig del af det er en robust finansiel infrastruktur, som kan modstå avancerede cyberangreb. Nationalbanken har derfor siden januar 2019 i tæt samarbejde med den finansielle sektor gennemført såkaldte trusselsbaserede Red Team-tests i regi af TIBER-DK-programmet (Threat Intelligence Based Ethical Red-teaming).

Fokus for testene er læring om cyberrobusthed. Gennem testene lærer de enkelte testdeltagere mere om, hvordan de beskytter sig mod cyberangreb, hvordan de opdager, at de bliver angrebet, og hvordan de stopper angrebet og sikrer, at angrebet ikke breder sig i den finansielle sektor. Testdeltagerne er finansielle institutioner med en systemisk vigtig rolle i Danmark.

I praksis gennemføres TIBER-DK-testene ved, at etiske hackere efterligner realistiske, avancerede cyberangreb mod de mest kritiske områder i en finansiel institutions produktionssystemer. Testforløbene guides og understøttes af TIBER-DK-cyberteamet i Nationalbanken. Teamet består af en projektleder, en security test manager og to eksperter i finansiel infrastruktur.

Som ekspert i finansiel infrastruktur arbejder du typisk med på alle testforløbene og bringer din viden om den finansielle sektor og finansielle forretningsområder samt din viden om cybersikkerhed og TIBER-DK i spil. Du analyserer på tværs af testforløbene for at identificere fællestræk, og du uddrager læring fra testforløbene for hele tiden at forbedre TIBER-DK-processen. Du har også mulighed for at holde oplæg om TIBER-DK.

Vi tilbyder

En unik stilling, hvor du kan sætte dit præg på en stabil og sikker samfundskritisk infrastruktur. Du får udfordrende arbejdsopgaver og gode muligheder for udvikling af procesmæssige, analytiske og formidlingsmæssige kompetencer. Jobbet indebærer en stor kontaktflade eksternt i den finansielle sektor og internationalt og giver dig indsigt i et af bankens kerneområder. Du vil få din daglige gang i Nationalbankens afdeling Finansiel Stabilitet, hvor du bliver en del af sektionen Betalingsformidling. Vores arbejdsmiljø er fleksibelt med fokus på sparring og samarbejde.

Din profil

Du skal have erfaring fra eller viden om den finansielle sektor og finansielle forretningsområder samtidig med kendskab til it- og cybersikkerhed. Du har en videregående uddannelse inden for samfundsvidenskab eller it, fx cand.polit., cand.oecon. eller cand.merc.mat. Du er kvalitetsbevidst og arbejder struktureret og analytisk både på egen hånd og i samarbejde med andre. Du trives med at koordinere og arbejde procesorienteret, og du har gode formidlingsevner, både på dansk og engelsk. Du kan blive sikkerhedsgodkendt på niveau fortroligt.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Head of TIBER-DK, Pernille Øls Andersen, på 5117 4863, pan@nationalbanken.dk eller chef for Betalingsformidling, Nathalie Pauline Tuxen, npt@nationalbanken.dk. Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR-partner Rikke Møller Fastø på 3363 6086 eller rmfa@nationalbanken.dk.

Ansøgning

Upload din ansøgning med relevante eksamenspapirer senest søndag den 6. december 2020.

Ansøg her