Initiativrig studentermedhjælp med flair for it til Bank- og Markedsafdelingen

Publiceret
Abstract icon Er du interesseret i at få et bredt kendskab til betalingsformidlingen i Danmark, og har du lyst til at arbejde med centrale systemer for betalingsinfrastrukturen? Så har vi det perfekte studiejob til dig.

Jobbet

I Bank- og Markedsafdelingen står vi for implementeringen af fastkurspolitikken og forvaltningen af valutareserven og statsgælden, og derudover har vi en afgørende rolle i betalingsformidlingen i Danmark. I din stilling vil du blive tilknyttet sektionen Betalinger og Back Office, der varetager en bred vifte af opgaver indenfor settlement, betalinger og likviditetsstyring. Du vil indgå i et team af ca. 15 medarbejdere. Dit arbejde vil primært vedrøre håndtering af de danske bankers betalinger i Nationalbankens system, Kronos2.

Vi tilbyder

Et fagligt udfordrende studiejob i en unik institution med stor samfundsmæssig betydning. Dine primære opgaver vil bestå af:

  • åbning og lukning af det pengepolitiske døgn i Danmark

  • håndtering af udlån på baggrund af bankernes sikkerhedsstillelse

  • løbende dialog med bankerne om deres betalinger i Kronos2

  • testning af kritiske nødprocedurer i tilfælde af større hændelser

  • udarbejdning af beskrivelser og løbende optimering af arbejdsprocesser.

Du vil sammen med en række kollegaer indgå i en vagtordning, som planlægges i god tid. Din arbejdstid vil som udgangspunkt være 18½ timer pr. uge enten tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen da dine primære opgaver vil ligge i og omkring det pengepolitiske døgns åbning og lukning. I ferier og på helligdage vil der være mulighed for ekstra arbejde.

Vi sidder i storrumskontor, hvilket giver en åben og direkte omgangstone om opgaveløsning. Du vil derfor hurtigt få sparring af dine kollegaer og kendskab til arbejdet i centrale dele af Nationalbanken. Der vil ligeledes være mulighed for at arbejde hjemmefra.

Du får også mulighed for at udfolde dine it-kundskaber i form af løbende optimering af processer, kendskab til nye systemer mv.

Din profil

Vi forestiller os, at du har fuldført mindst 1 år af en relevant uddannelse, fx finansbachelor, HA, matematik-økonomi eller polit/oecon. Vi lægger vægt på, at du viser interesse for finansielle forhold, og at du gerne påtager dig driftsopgaver. Derudover har du fokus på effektivisering og flair for it og gerne med kundskaber indenfor programmering.

Det er et krav, at du kan arbejde tidlig morgen (fra kl. 6) og sen eftermiddag (til kl. 18.30) på skiftende vis.

Alle i sektionen udviser stor fleksibilitet, hjælpsomhed og engagement i opgaveløsningen, og vi forventer det samme af dig. Du er derfor som person god til at byde aktivt ind med holdninger, ideer og forslag til forbedringer. Du formår ligeledes at holde hovedet koldt og bevare overblikket i pressede situationer.

Banken som arbejdsplads

Arbejdstiden deler vi mellem et åbent kontorlandskab på Langelinie Allé med udsigt til vandet og gode muligheder for at arbejde hjemme. Vi ønsker at understøtte en fleksibel arbejdskultur med en god balance mellem arbejds- og fritidsliv. Så alt efter opgaver og samarbejder har du også selv stor indflydelse på, hvor og hvordan du arbejder.

Det er vigtigt for os, at vi har en arbejdsplads, hvor medarbejdertrivslen er høj. Der er et fagligt stærkt miljø og kolleger, der er imødekommende og giver sig tid til at dele deres viden.

Vi lægger stor vægt på læring og udvikling, og det prioriteres derfor højt, at vores kompetencer udvikles løbende. Vi tilbyder gode vilkår: sundheds- og tandforsikring, indretning af hjemmearbejdspladsen, gratis parkering og en god kantineordning.

Det sociale liv i banken vægtes højt. Du kan fx blive en del af vores foreningsliv, hvor du bl.a. kan løbe, dyrke yoga, synge i kor eller dele din interesse for kunst med kolleger.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kronos Group Manager Kristian Brink, tlf. 3363 69 37 (kbr@nationalbanken.dk). Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR partner Rikke Møller Fastø, tlf. 3363 6086 (rmfa@nationalbanken.dk).

Ansøgning

Ansøg med CV og relevante eksamenspapirer senest 23. januar 2022. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes. 

Ansøg her