Stillingsopslag orienterer om aktuelle ledige stillinger.

Økonom til at udvikle og bearbejde finansielle data

Vær med til at bruge dine metodiske og analytiske evner på finansielle data, som indgår i analyser og beslutningsprocesser på tværs af Nationalbanken. Du får udviklet dine personlige, faglige og tekniske kundskaber, og du kan sætte dit eget præg på arbejdsområdet. Med dit engagement og din faglighed kan du blive guld værd for Danmark, banken og dine kolleger. Ansøgningsfristen er den 5. oktober 2023.


Deling

Du løser opgaver med et enestående formål

Nationalbanken er den eneste af sin slags. Vi er samfundets bank, statens uafhængige rådgiver og landets vågne øjne på økonomien. Stabile priser, sikre betalinger og finansiel stabilitet kommer ikke af sig selv, og som medarbejder i Nationalbanken spiller du sammen med kollegerne en central rolle i at sikre Danmark en robust økonomi.

Som økonom er du en del af afdelingen Finansiel Statistik, hvor vi udvikler, bearbejder og analyserer finansielle data. Finansielle data belyser det økonomiske kredsløb og robustheden af dansk økonomi og er grundstenen i mange analyser.

Dine primære opgaver omfatter:

  • at udvikle og formidle data og statistikker om danske investeringer i udlandet og udenlandske investeringer i Danmark og af Danmarks udlandsformue
  • at være i dialog med store danske selskaber om deres internationale finansielle aktiviteter, og sikre, at de finansielle data afspejler de seneste markedsudviklinger
  • at deltage i analyser og samarbejde på tværs af Nationalbanken og internationalt.

Du har de essentielle forudsætninger for at lykkes

I Nationalbanken er vi imødekommende. Vi har fokus på anerkendelse, god ledelse og evnen til at bringe dine og vores forskelligheder i spil. Vi tager os tid til hinanden – både når vi deler ud af vores viden, når der er brug for en hjælpende hånd, og når vi samles om fælles interesser.

Vi vil, at du både lykkes og trives i rollen som økonom i Nationalbanken. Derfor lægger vi vægt på, at du har følgende forudsætninger for at søge stillingen:

  • Du er interesseret i finansielle markeder og at arbejde med kvantitative metoder og store datasæt.
  • Som person sætter du pris på at samarbejde med andre. Du formår at løse egne opgaver og tager initiativ og ansvar for dine og bankens opgaver.
  • Du har høj motivation og ser frem til en stejl indlæringskurve.
  • Du kan formidle komplekse problemstillinger og løsninger, og er interesseret i, at arbejde med data, fx i SQL, R og Excel (VBA).

Nationalbanken - en enestående arbejdsplads

Der er kun én Nationalbanken. Vores arbejde og vitale systemer har essentiel betydning for det finansielle og politiske Danmark, samt for landets internationale relationer. Men selvom fagligheden er høj, er vi helt nede på jorden. Her er plads til forskellighed – og til det sociale og uformelle. Du kan fx løbe, dyrke yoga, spille floorball eller netværke til BANK-bar sammen med kollegerne i en af vores mange medarbejderklubber.

Arbejdstiden deler vi mellem åbne kontorer med udsigt til vandet på Langelinie Allé og op til to ugentlige distancearbejdsdage. Vi ønsker at sikre rammerne for en effektiv opgaveløsning, en stor følelse af sammenhold og en god balance mellem livet på og udenfor arbejdet.

Samtidig lægger vi stor vægt på din læring og løbende kompetenceudvikling. Alle nyuddannede bliver f.eks. en del af vores 2-årige Academy-program. Vi mener det, når vi siger, at din udvikling er i højsædet. Du er nemlig guld værd i Nationalbanken.

Hvad er det mest enestående ved at arbejde her?​

Arbejdet i Nationalbanken er fagligt udfordrende og af høj samfundsrelevans. Du lærer meget og får indsigt i hvordan en centralbank fungerer i praksis

Hvad er særligt ved at være en del af netop jeres team?

Samarbejde betyder rigtigt meget for os. Der er et solidt fagligt miljø og kollegaer, der giver sig tid til at dele deres viden. Det betyder, at der er stor vægt på læring og løbende udvikling af færdigheder.

Hvilke aktiviteter i NIF er værd at fremhæve?

Der er et omfattende foreningsliv i banken og mange i afdelingen deltager bl.a. i fitness, dans, bordtennis og løb. Men der er mange andre muligheder i NIF, hvor du bl.a. kan dyrke yoga, synge i kor eller dele din interesse for kunst med kolleger.

Hvad er god ledelse ifølge den nærmeste leder?

Det er vigtigt at skabe et miljø, hvor læring og løbende udvikling af færdigheder står i centrum. I opgaveløsningen får du frihed og sparring til at afklare rammer, så du kan træffe meningsfulde valg og være så handlekraftig som mulig.

Hvilke medarbejderfordele er værd at fremhæve?

Der er gode medarbejdervilkår i banken, fx sundheds- og tandforsikring, indretning af hjemmearbejdspladsen, gratis parkering og en god kantineordning.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionschef Søren Bjerregaard.

Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR-partner Dorte Kvisgaard.

Ansøg nu

Vi har gjort det nemt for dig at søge stillingen. Du skal blot uploade dit CV eller din LinkedIn-profil. Derudover har du mulighed for at skrive en kort motivation i et tekstfelt, når du ansøger. Ansøgningsfristen er torsdag den 5. oktober 2023, men vi indkalder løbende til samtaler, så send din ansøgning hurtigst muligt.

Processen herfra