Spørgsmål om guld

Her finder du svar på en række spørgsmål om guld.


Hvor stor er Nationalbankens guldbeholdning?

Nationalbanken har omkring 66,5 tons guld.

Hvad er værdien af Nationalbankens guld?

I slutningen af 2024 var guldbeholdningen på 40,3 mia. kr. Prisen på guld kan imidlertid svinge og dermed også værdien af Nationalbankens beholdning.

Hvorfor har Nationalbanken en guldbeholdning?

Nationalbanken har af historiske årsager en guldbeholdning i lighed med mange andre centralbanker. Tidligere kunne pengesedler omveksles til guldmønter eller guldbarrer i Nationalbanken. Det er grunden til, at Nationalbankloven fra 1936 specificerer, at Nationalbanken skal eje en guldbeholdning på mindst 25 pct. af seddelomløbet, mens guld opbevaret i udlandet ikke kan medregnes i guldfonden for et større beløb end 5 pct. af de udgivne sedlers samlede beløb.

Nationalbankens repræsentantskab kan efter lovens § 13 med samtykke fra den kgl. bankkommissær (erhvervsministeren) give dispensation fra kravet om gulddækning af seddelomløbet på 25 pct. samt lokationskravet. Den dispensation blev givet første gang i september 1939, og fornyelsen af dispensationen er stadig et fast punkt på dagsordenen på de kvartalsvise møder i Nationalbankens repræsentantskab. Da seddelomløbet over årene er faldet og guldets værdi har været stigende, er guldreserven tilstrækkelig til at dække mindst 25 pct. af seddelomløbet. Derfor er det i dag alene lovens lokationskrav, som repræsentantskabet dispenserer fra.

Hvor opbevares Nationalbankens guld?

Størstedelen af Nationalbankens guld ligger i Bank of England, hvor Nationalbanken har haft guld, siden det af sikkerhedsmæssige årsager blev flyttet under den kolde krig. Nationalbanken foretager regelmæssige inspektioner af bankens guldbeholdning hos Bank of England. Seneste inspektion blev gennemført i september 2022 uden anmærkninger.

Læs mere i denne Guldbarreliste.

Hvad vejer en guldbarre?

En guldbarre vejer i gennemsnit 12,5 kilo.

Kan man købe guld i Nationalbanken?

​​​​​​​​​​Nej, Nationalbanken handler ikke med guld.