Interaktiv udstilling om Nationalbankens opgaver


Den interaktive udstilling blev indviet til jubilæumsreceptionen den 4. juli. Den kunne indtil starten af september besøges i Nationalbankens forhal. Fra 15. september - 18. november 2018 kunne udstillingen besøges på Danmarks Industrimuseum i Horsens. I begyndelsen af 2019 er udstillingen tilbage og vil indgå i Nationalbankens undervisning af gymnasieklasser. 

Udstillingen formidler gennem spil og aktiviteter Nationalbankens opgaver. Den gør det abstrakte lidt mere konkret, når den bl.a. forklarer, hvorfor det er vigtigt at have stabile priser, og hvordan fastkurspolitikken sørger for netop det. Prøv også selv kræfter med at styre dansk økonomi uden om finansielle kriser i et dilemmaspil. Eller træn dig stærk til at håndtere cyberrisici i en kriseberedskabsøvelse. Og forbered dig på at tabe og vinde med samme sind, når du i hold dyster om at finde ud af, hvad et sikkert betalingsmiddel er.