Kineserne lavede de første papirpenge omkring år 1000. Metalpengene var blevet for tunge at rejse med. Pengesedlerne blev udstedt med garanti for, at de kunne indløses med guld eller sølv og var i nogle tilfælde blot en kvittering for, at man havde indbetalt guld eller sølv i en bank.

Den svenske Riksbanken udstedte i 1661 den første europæiske pengeseddel, en såkaldt kreditivseddel.

 

 

 

Kreditivseddel 1666 udstedt af Riksbanken. Kungliga Myntkabinettet, Stockholm.

 

 

Pengesedler blev for første gang en del af den danske pengeforsyning i årene 1713-28. De store udgifter til oprustning under Den store nordiske Krig førte til, at mønterne forsvandt til udlandet, og for at lette omsætningen blev der udstedt "autoriserede sedler". Sedlerne skulle have samme værdi som mønterne, men kunne ikke veksles til mønter. Danskerne havde ikke tillid til papirpengene, og kursen faldt derfor hurtigt til langt under møntværdien. Sedlerne blev inddraget igen i 1728.

 

 

 

Seddel, To-Mark fra 1713. Kan ses i Nationalbankens seddel- og møntudstilling.

Foto: Danmarks Nationalbank.

 

For at støtte erhvervslivet blev Den Københavnske Assignations-, Veksel- og Lånebank - kaldet Kurantbanken - oprettet. Banken fik eneret på at udstede sedler, som den til enhver tid skulle indløse med sølvmønt. Men den skulle ikke have sølvdækning for sedlerne og udstedte flere sedler, end den kunne indløse, så sedlerne mistede værdi.

 

 

 

 

På grund af en overdreven seddeludstedelse, der gjorde indløsningen mod sølv umulig, blev kurantsedlernes sølvindløselighed ophævet i 1​757. Samtidig blev sedlerne gjort til tvungent betalingsmiddel.