Under Napoleonskrigene angreb England Danmark i 1807, bombarderede København og sejlede væk med flåden. Danmark gik i forbund med Frankrig, og England erklærede Danmark krig. Oprustningen resulterede i en voldsom krigsinflation, da staten finansierede de militære udgifter ved at lade seddelpressen køre. Krigen sluttede i 1814.

 

 

 

Foto: Københavns Museum.

Af de pengeinstitutter, vi kender i dag, er sparekasserne ældst. Den første blev oprettet i 1810 på godset Holsteinborg ved Skælskør. Sparekasserne kunne enten være rene sparekasser eller spare og lånekasser, hvor sidstnævnte genudlånte de opsparede midler. I sparekasserne blev indskuddene indsat i statskassen til 5% i rente. Efterhånden var der dog et pres for at sikre, at man  brugte de opsparede midler lokalt til udlån til landbrug, handel og håndværk. Efter midten af 1800-tallet ophørte indskuddene i statskassen.

 

 

 

Erindringsmønten i tombak (messinglegering) for Damanarks Sparekasser med lensgreve Frederik Adolf Holstein på forsiden og teksten "Danmarks Sparekasser 1810-1960" på bagsiden.

Foto: Nationalbanken.

 

 

Efter 1810 blev krigsinflationen så voldsom, at der måtte gennemføres en dra​stisk nedskrivning af pengesedlernes værdi i forhold til sølv. Det førte i januar 1813 til en ny pengereform, hvor der blandt andet blev oprettet en ny seddeludstedende bank, Rigsbanken. Den fik tillagt bankhæftelsen, dvs. dækningen for de nye sedler. Bankhæftelsen var en 1. prioritetshæftelse i alle landets ejendomme på 6 pct. af værdien, som enten skulle indbetales til banken på én gang eller afbetales. Et maksimum for seddeludstedelsen blev fastsat, og de gamle sedler - kurantrigsdaler - blev omvekslet til nye rigsbankdalere i forholdet 6:1. Samme kurs gjaldt for statspapirer, der ønskedes indløst med de nye sedler. Da staten hermed ikke kunne svare sine forpligtelser, er pengereformen gået over i historien som statsbankerotten. 

Rigsbanken kunne ikke opretholde de nye sedlers værdi. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursen i forhold til sølvværdien nåede bunden i september 1813 med 9 pct. I de følgende år svingede kursen voldsomt.

 

 

 

 

Fire privatsedler fra statsbankerottens tid. De private betalingsmidler havde mange navne, 

og blev bl.a. kaldt for assignater, beviser, billetter eller pengebilletter.

Fotograf: Henrik  Wichmann.

 

I følge oktroj af 4. juli 1818 blev Nationalbanken i Kjøbenhavn etableret den 1. august 1818 som et privat aktieselskab. I henhold til oktrojen fik Danmarks Nationalbank eneret til at udstede sedler i 90 år. Da erfaringerne havde vist, at det var for farligt at lade staten stå for seddeludstedelsen, skulle Nationalbanken være uafhængig af staten. Tidligere erfaringer med at lade staten stå for udstedelse af pengesedler var ikke gode. Kongens udgifter til fx krige var i flere omgange betalt ved at sætte for mange sedler i omløb, hvilket førte til inflation. Nationalbankens oprettelse var således et brud med enevældens princip om centralisering af al magt hos konge og regering. 

Nationalbanken skulle få orden på det danske pengevæsen og havde hertil indtægten af bankhæftelserne. I de første år blev alle kræfterne brugt på at få inddraget så mange sedler, at sedlerne fik fuld værdi i forhold til mønter. Det blev nået i 1830´erne. Herefter kunne Nationalbanken – som landets eneste bank – drive almindelig bankvirksomhed.

 

 

 

Oktroj af 4. juli 1818.

 

 

 

 

​

 

Nationalbanken tegnet af J.D. Herholdt, og opført 1866-70. Træsnit fra Illustreret Tidende 1867.

 

Den første danske forretningsbank var Centralkassen i København fra 1829, som kun fik ringe betydning. Vigtigere var grundlæggelsen af Fyens Disconto-Kasse i Odense i 1846 og Privatbanken i Kjøbenhavn i 1857. Disse tidlige banker var først og fremmest involveret i vekseldiskontering, dvs. en vekselejers salg af en veksel (en fordring) til en bank eller bankier mod et fradrag.

 

Efter at der var skabt tillid til pengevæsenet i 1830´erne, blev der parallelt med forløbet i andre lande udviklet et kreditmarked med oprettelse af sparekasser, banker og kreditforeninger. Etablering af kreditforeninger var allerede startet efter Københavns brand i 1795. Fra 1830´erne begyndte sparekasserne at foretage udlån, specielt til landbruget, og fik på den måde stor betydning for finansieringen af de store investeringer i landbruget mellem 1840 og 1870.

Nationalbankens udlån var i første række vekseldiskontering for erhvervslivet og lån mod sikkerhed i værdipapirer og efterhånden også lån mod pant i fast ejendom. Med stabiliseringen af pengevæsenet var der stor efterspørgsel efter kredit.

Efter Nationalbankens oprettelse 1818 udtrykte både politikere, presse og erhvervsliv ønsker om oprettelse af filialer i de forskellige landsdele til at varetage lokal kreditgivning og håndtering af sedler og mønter. I 1837 oprettede banken sin første filial i Aarhus, og i 1844 blev filialen i Flensborg (dansk indtil 1864) oprettet efter kapløb med Holsten om først at oprette en bank i Hertugdømmerne.

 

Fra midten af 1800-tallet blev der oprettet mange lokale pengeinstitutter, som varetog kreditgivningen. I de følgende årtier oprettede Nationalbanken yderligere fire filialer for at dække landet med hensyn til håndtering af sedler og mønter:  Aalborg (1881), Nykøbing Falster (1882), Odense (1901) og Kolding (1901) 

Efterhånden som der skete rationaliseringer af kontanthåndteringen lukkede filialerne, og de sidste to filialer i Odense og Aarhus lukkede i 1989.

 

 

 

Aalborg: Lukket 1972, Nykøbing Falster: Lukket 1964, Kolding: Lukket 1968.

 

 

 

Odense: Lukket 1989, Flensborg: Lukket 1939, Aarhus: Lukket 1989.

 

Saneringen af pengevæsenet var bragt så langt, at sedlerne kunne erklæres indløselige med mønt, og der blev indført dækningsregler, så der var sikkerhed for, at Nationalbanken til hver en tid kunne op​fylde indløsningsforpligtelsen. Metalfoden, som dengang var sølv, indebar, at seddeludstedelsen måtte afpasses efter metalbeholdningen. Hvis sølvet flød ud af landet som følge af underskud over for udlandet, måtte seddelomløbet indskrænkes, mens det kunne udvides, hvis der flød sølv til landet. 

 

Efter at sølvfoden var etableret, begyndte Nationalbanken at anvende diskontoen til at styre udlånene, således at diskontoen blev forhøjet, hvis der var behov for at begrænse udlånene, og sænket hvis der var rigelig dækning for seddelomløbet. 

Selve ordet diskonto stammer fra den tid, da veksler var meget brugt i vareomsætningen. En veksel er et gældsbevis, som en køber af en vare udsteder til sælgeren mod at få udsat betalingen i fx 3 måneder. Hvis sælgeren har brug for pengene med det samme, kan han sælge vekslen i sin bank. Banken tager sig betalt ved at købe vekslen til underkurs. Man siger, at banken diskonterer vekslen. Heraf kommer navnet diskonto.

Nationalbanken overdrog alt arbejde med trykning af danske, islandske og dansk-vestin​diske sedler til bogtrykkeriet Thiele. Thiele trykte de nævnte sedler indtil 1918, hvor Nationalbanken selv overtog seddeltrykningen. 

 

​

Foto: Post- og Telegrafmuseet.