Den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-1945 havde en forholdsvis begrænset skadelig effekt for dansk økonomi. Alligevel betød Besættelsen, at der rejste sig en række økonomiske problemer, som skulle håndteres. Krigen gav kraftige prisstigninger og sammenbrud for de vanlige handelsmønstre, og afsætningen af landbrugsvarer ændrede helt karakter. Handlen på det engelske marked blev mindre, og Tysklands andel af eksporten steg fra ca. 25 procent til omkring 80 procent.  Af hensyn til forbrug og beskæftigelse blev markedsmekanismerne på centrale områder sat ud af kraft, og de overordnede økonomiske dispositioner blev foretaget af staten. Det skete i form af en stram priskontrol med indførelse af maksimalpriser samt via det såkaldte Direktoratet for Vareforsyning

 

Under besættelsen indtrådte der store forskydninger i landets pengevæsen som følge af den tvungne finansiering af besættelsesmagten. Denne finansiering foregik ved udbetalinger fra Nationalbanken, der lagde vægt på, at der blev anvendt danske betalingsmidler. Resultatet var en forøgelse af pengemængden af usædvanlige dimensioner. Nationalbankens udbetalinger blev foretaget mod statens garanti. Nationalbankens finansiering af ydelser for den tyske regering under besættelsen 1940-45 foregik over to konti. De var i Nationalbankens balance optaget under aktiverne "Clearing konti med udlandet" og "Forskellige debitorer". Den første konto androg ved kapitulationen ca. 2,9 mia. kr. Størstedelen af Danmarks øvrige ydelser for tysk regning blev derimod betalt over den såkaldte "besættelseskonto", dvs. Nationalbankens konto for "Hauptverwaltung der Reichkreditkassen, Berlin" (Hovedkassen for Rigskreditkassen, Berlin). Besættelseskontoen viste en endnu stærkere vækst end clearingkontoen. Nationalbankens tilgodehavende på denne konto var ved kapitulationen ca. 5 mia. kr. Den samlede tyske gæld til Nationalbanken blev efter befrielsen, i overensstemmelse med statsgarantien, overført til statens reguleringskonto med et beløb på 7,611 mia. kr.

 

Ved pengeombytningen i juli 1945 kort efter den tyske besættelses ophør fik man saneret pengemarkedet og fik opsuget en stor del af værnemagernes skjulte formuer. (Se nedenfor)

 

Kilde: C. V. Bramsnæs: Nationalbanken under besættelsen, særtryk af De fem lange år, s. 1030.

 

Det danske prisniveau steg kraftigt i begyndelsen af besættelsestiden. Det var især eksportpriserne på de vigtigste landbrugsvarer, der var steget, og der blev derfor stillet forslag om en revaluering af kronen, da en revaluering bl.a. ville reducere landbrugets eksportindtægter. Tyskerne var ikke begejstrede for forslaget, da lavere eksportindtægter kunne påvirke landbrugets leveringsvillighed, men de endte med at acceptere en opskrivning af kronens værdi på 8 pct. over for alle valutaer. Revalueringen blev vedtaget 22. januar 1942.

 

​Det aftaltes ved en konference i 1944 i Bretton Woods, USA, at etablere Den Internationale Valutafond (IMF). Formålet med fonden var at reducere handelsrestriktionerne og at skabe et system af faste, men justerbare valutakurser for derved at undgå 1930´ernes konkurrerende devalueringer. Fastkurssystemet tillod udsving over for amerikanske dollar på +/- 1 pct., og dollaren havde en fast værdi målt i guld. Det blev desuden en hovedopgave for Valutafonden at administrere låneordninger for medlemslande, der fik betalingsbalanceproblemer. 

I 1946 holdtes stiftende møder for IMF, og i 1947 begyndte fonden på sine opgaver.

 

Danmark tilsluttede sig fonden og deltog i fastkurssystemet, som blev kendt som Bretton Woods-systemet. Kursen fra 1942 blev anvendt som centralkurs.

 

​

 

Den Internationale Valutafonds første hovedsæde (1946-1958) i Washington, D.C. 

Hovedsædet blev delt med Verdensbanken. 

 

Kilde: The International Monetary Fund 1945-1965, Volume I: Chronicle. 

Edited by Keith Horsefield. Washington: IMF, 1969, p. 146.

 

I løbet af besættelsen var der sket en markant stigning i seddelomløbet. Fra et niveau på ca. 400 mio. kr. i årene før krigen voksede seddelomløbet i løbet af besættelsestiden til ca. 1,6 mia. kr., dvs. en firedobling. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne efter krigen var kontrol og nedbringelse af det store seddelomløb en af de første opgaver på det økonomiske område i efterkrigstiden. Problemet skulle løses ved indkaldelse af samtlige cirkulerende Nationalbanksedler samtidig med, at der blev foretaget en formueopgørelse. Herved kunne man beslaglægge værnemagerprofitter og afsløre sortbørsgrosserere samt annullere de pengesedler, tyskere måtte have bragt ud af landet. For at muliggøre ombytningen påbegyndte Nationalbanken i efteråret 1943 i al hemmelighed fremstillingen af en ny seddeltype, og i februar 1945 lå Nationalbanken inde med en tilstrækkelig mængde af alle seddeltyper, til at ombytningen kunne foretages. Pengeombytningen begyndte på "formuekontroldagen" 23. juli 1945 og omfattede alle sedler. Forinden var de nye pengesedler – 1,4 mia. kr. - blevet fordelt til bankerne. Pengeombytningen viste, at knap 3 mia. kr., eller 20 pct. af de opgivne formuer, var tjent uden at være opgivet til skattevæsenet.

 

 

Pengeombytning. 

Foto: Handelsbanken, Sydhavns afdeling.​

Den 18. september 1949 meddeltes det fra London, at det britiske pund blev devalueret over for dollaren med ca. 30 pct., og dagen efter beslutt​ede den danske regering at lade kronen følge pundet. Beslutningen blev primært truffet af hensyn til den danske landbrugseksport til Storbritannien. Danmarks indre økonomi lå nemlig ellers i et gunstigt leje med stigende produktion og vareomsætning med udlandet, svagt faldende priser og et gunstigt bytteforhold over for udlandet.