I december 1990 blev der indledt en regeringskonference, hvor EF-medlemslandene skulle forhandle om de nødvendige ændringer til Rom-traktaten for at kunne gennemføre det tættere økonomiske samarbejde og den fælles valuta. Det endelige resultat blev indskrevet i den nye EU-traktat, som i 1992 blev underskrevet i Maastricht, Holland. Resultatet ligger tæt op af de forslag, der blev fremsat i Delors-rapporten. 

Med Maastricht-traktaten blev den daværende EF-traktat ændret til traktaten om Den Europæiske Union. Traktaten indeholdt bl.a. en tre-faset køreplan for en europæisk Økonomisk og Monetær Union, ØMU, og opstillede de såkaldte konvergenskriterier for medlemslandenes økonomier. Traktaten skulle godkendes af medlemslandene, og som det første land tog Danmark stilling til tiltrædelse af Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning 2. juni 1992. Resultatet blev et nej - 50,7 pct. stemte nej, mens kun 49,3 pct. stemte ja. Ved EF-topmødet i Edinburgh i december 1992 aftaltes en række danske særordninger. I februar 1993 udmøntedes Edinburgh-aftalen i et dansk lovforslag, som omfattede danske særordninger på fire af Maastricht-traktatens områder, herunder at Danmark ikke indfører den fælles valuta. Folkeafstemningen den 18. maj 1993 medførte et ja til Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten med Edinburgh-aftalens særordninger – 56,7 pct. stemte ja, mens 43,3 pct. stemte nej. 

I 1993 blev Maastricht-traktaten endelig vedtaget (sammen med de fire danske forbehold). ØMU-bestemmelserne i Maastricht-traktaten blev bevaret uændrede i Amsterdam-traktaten, som trådte i kraft i 1998. 

 

Den tyske genforening i 1990 medførte en kraftig stigning i den tyske indenlandske efterspørgsel de første år af 1990'erne, hvilket førte til en højere inflation og dermed tyske rentestigninger. Dette skabte problemer for de andre EMS-lande, da den tyske valuta var ankervaluta i EMS-samarbejdet. Samtidig var væksten i Europa ved at gå i stå, og valutamarkederne rettede i højere grad opmærksomheden mod de europæiske landes forskellige økonomiske udvikling. I sommeren 1992 blev det desuden klart, at de europæiske integrationsplaner blev mødt med betydelig skepsis i befolkningen, og det affødte usikkerhed omkring fremtiden for en Økonomisk og Monetær Union. Samlet var disse omstændigheder med til at udløse en langvarig krise i EMS-samarbejdet. Mange af deltagerlandene, heriblandt Danmark, måtte hæve renterne, og flere valutaer blev devalueret. Efter en kort periode med et voldsomt valutapres valgte Storbritannien og Italien helt at forlade samarbejdet. Den 2. august 1993 kulminerede uroen i en udvidelse af EMS-udsvingsbåndene til +/-15 pct., og hermed var det europæiske valutasamarbejde i realiteten brudt sammen.

 

ØMUens 2. fase begyndte 1. januar 1994. Formålet med 2. fase var at få en mere stabil og ensartet udvikling i EU. Landene skulle derfor arbejde sig henimod at opfylde nogle økonomiske krav, de såkaldte konvergenskriterier, som var skrevet ind i Maastricht-traktaten. Landene skulle bl.a. begrænse de offentlige budgetunderskud og den offentlige gæld og sikre stabile priser. I starten af 2. fase blev Det Europæiske Monetære Institut, EMI, oprettet i Frankfurt am Main, Tyskland. EMI var forløberen for Den Europæiske Centralbank. 

På et EU-topmøde i Madrid i december 1995 blev det besluttet, at 3. fase skulle begynde 1. januar 1999. Det blev samtidig besluttet, at den fælles valuta skulle hedde euro, og at eurosedler- og mønter skulle indføres senest i 2002. I starten af maj 1998 vedtog stats- og regeringscheferne på et møde i Bruxelles, at euroen skulle indføres i 11 medlemslande: Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. 

 

Den 1. januar 1994 oprettedes det Europæiske Monetære Institut, EMI. EMI's hovedopgave var at koordinere EU-medlemslandenes penge- og valutakurspolitik samt at forberede den fælles monetære politik og den fælles centralbank i ØMU'ens tredje fase. EMI var forløberen for Den Europæiske Centralbank, ECB.

 

1. juni blev Den Europæiske Centralbank, ECB, og Det Europæiske System af Centralbanker, ESCB oprettet. Målsætningen for ECB er at sikre stabile priser i euroområdet, hvilket ECB har defineret som en inflation tæt på men under 2 pct. år-til-år på mellemlangt sigt. ECB ligger i Frankfurt am Main, Tyskland.

 

11 EU-lande fik 1. januar 1999 én og samme valuta, euroen. Euroen opstod som valuta ved, at kursen på de deltagende EU-landes (eurolandenes) nationale valutaer blev låst fast over for euro. I de første 3 år eksisterede euroen kun som elektroniske penge, mens de nationale valutaer fortsat eksisterede som sedler og mønter. Det helt faste forhold mellem de 11 nationale valutaer og euroen betød imidlertid, at de nationale valutaer ikke længere var selvstændige valutaer, og de blev derfor heller ikke handlet på valutamarkederne.

Tre år efter euroens indførelse, dvs. 1. januar 2002, blev eurosedler og -mønter sat i omløb. De 3 år frem til 1. januar 2002 var nødvendige for, at alle dele af samfundet, fx detailhandlen, den finansielle sektor, virksomheder og den offentlige sektor, kunne være klar til den fulde overgang til euro. Perioden anvendtes desuden til fremstilling af eurosedler og –mønter.

Se listen over eurolande på ECB's hjemmeside.

 

Den 1. januar 1999 trådte Danmark ind i det nye fastkurssamarbejde, ERM2, hvor euroen er ankervaluta. Kronens centralkurs over for euro, 746,038 kr. pr. 100 euro, er beregnet ud fra centralkursen over for D-mark. Standardbredden på udsvings-bånd i ERM2 er +/-15 pct., men deltagerlandene kan indgå aftale om et snævrere bånd, hvilket Danmark har gjort. Det danske bånd er på +/-2,25 pct. Efter Grækenlands indtræden i eurosamarbejdet 1. januar 2001 er Danmark den eneste deltager i ERM2.

 

Den 28. september 2000 stemte et flertal af de danske vælgere (53,1 pct. mod 46,9 pct.) imod indførelsen af euroen i Danmark. Valgdeltagelsen var 87,5 pct. Efter afstemningen står Danmark fortsat uden for euroen, men kronen fortsætter med at være tæt bundet til euroen gennem fastkurssamarbejdet, ERM2. Den danske pengepolitik er indrettet på at holde en fast kurs over for euroen.​