1983 Dankortet introduceres
Dankortet blev introduceret i 1983, men kortet slog først rigtigt an i slutningen af 1980-erne. Siden Dankortets introduktion i 1983 og frem til og med december 2012 er der gennemført mere end 12,2 milliarder (12.211.299.957) betalinger med Dankort. Samlet har Dankortet overført mere end 4.155 milliarder kroner.
I 2013 nåede Dankortet en rekord, da antallet af dankort-betalinger den 20. december nåede 1 milliard, for første gang nogensinde inden for én måned. I alt blev der gennemført 1.032 milliard betalinger i 2013. (Tal fra nets.dk)
Dankortet som det så ud i introduktionsåret.
Fotos: Nets
1983 Værdipapircentralen etableres
Danmark var blandt de første lande, der fik et papirløst obligationsmarked og senere aktiemarked. Værdipapircentralen blev oprettet, og den hidtidige papirbaserede værdipapiromsætning blev afløst af et elektronisk registrerings- og afregningssystem. Selve Værdipapircentralen blev organiseret som en privat, selvejende institution med en bestyrelse, der blev udpeget af industriministeren, og som repræsenterede de sektorer, der direkte blev berørt af centralens virksomhed. I 2000 blev Værdipapircentralen omdannet til et aktieselskab med bl.a. Nationalbanken som aktionær. Nationalbanken ejer i dag 24 pct. af aktierne i VP Securities, som Værdipapircentralen i 2009 skiftede navn til.
1986 Det indre marked
Rom-traktaten fra 1957 skabte, navnlig gennem oprettelsen af en toldunion, grundlaget for et fælles europæisk marked, der skulle fremme den europæiske samhandel. I midten af 1980'erne stod det imidlertid klart, at kun en del af hindringerne for fri handel mellem medlemslandene var blevet fjernet. Der var mange andre forhindringer - fx tekniske handelshindringer i form af forskellige nationale krav til varerne. Der var også begrænsninger på investeringer mellem EF-landene og på at søge arbejde i andre lande.
I 1986 vedtog EF-landene derfor en traktatændring – EF-pakken om det indre marked. I det indre marked skulle både varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kunne bevæge sig frit mellem landene på samme måde som på de deltagende landes hjemmemarkeder.
Det indre marked havde til formål at bidrage til større vækst og lavere priser gennem større konkurrence. For at opnå den fulde virkning af det indre marked, altså et stort "hjemmemarked" dækkende hele EF, indeholdt bestemmelserne også en reference til en økonomisk og monetær union. Det blev ikke præciseret, hvordan denne skulle gennemføres.
1988 De sidste valutarestriktioner afvikles
Fra 1950´erne gennemførtes en gradvis liberalisering af valutabestemmelserne. Liberaliseringen var i 1988 så langt fremme, at de få restriktioner, der var tilbage, havde mistet deres betydning som beskyttelse af valutareserverne. I oktober 1988 blev de sidste restriktioner ophævet, og dermed blev 57 års valutaregulering bragt til ophør.
1989 Delors-rapporten
På baggrund af det indre marked og roen i det europæiske valutakurssamarbejde blev ideen om en fælles valuta vakt til live igen. På et EF-topmøde i Hannover i 1988 nedsatte man en komité, som skulle udarbejde en rapport med forslag til, hvordan en økonomisk og monetær union og dermed en fælles valuta kunne indføres. Komiteen bestod af EF-Kommissionens formand Jacques Delors, alle 12 centralbankchefer i det daværende EF samt tre eksperter. Fra Danmark deltog daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, og som ekspert deltog professor Niels Thygesen fra Københavns Universitet. Komiteens arbejde mundede ud i den såkaldte Delors-rapport i 1989. Delors-rapporten foreslog ligesom Werner-rapporten en overgang til en økonomisk og monetær union i tre faser. På et topmøde i Madrid i juni 1989 blev det vedtaget at realisere planen med udgangspunkt i forslagene fra Delors-rapporten. Det blev også besluttet, at 1. fase af Den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen, skulle starte 1. juli 1990.
1989 Møntreform – 5-og 10-øren forsvinder
1989 indledtes en tiltrængt møntreform. Den betød bl.a., at de to mindste mønter - 5- og 10-øren - forsvandt fra omløbet, idet de havde fået for ringe købekraft og var blevet for dyre at fremstille. Det kostede ca. 8 øre at lave en 5-øre og omkring 20 øre at lave en 10-øre. Desuden var tiden kommet til at udskifte den mindste seddel - 20-kronesedlen - med en mønt. Sedlen havde ikke længere tilstrækkelig værdi til, at den blev behandlet omhyggeligt, og derfor holdt den kun kort tid i omløbet. Målet var at få en sammenhængende og velfungerende møntrække, hvor mønterne er lette at placere i møntrækken og lette at kende fra hinanden.
5- og 10-øren ophørte fra og med 1. juli 1989 med at være gyldige som betalingsmidler.
Kampagnemateriale fra Danmarks Nationalbank.