Nationalbankens bygning i Havnegade i København skal gennemgå en større og nødvendig restaurering og renovering. Byggeperioden ventes at løbe over flere år, og bankens medarbejdere flytter derfor til andre adresser i den periode.
Den ikoniske bygning, der huser Nationalbanken, er tegnet af arkitekten Arne Jacobsen og opført i årene 1965-1978. I 2009 blev bygningen fredet af Slots- og Kulturstyrelsen på grund af dens arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.
Bygningen er en del af den kulturhistoriske arv, og som ejer af bygningen har Nationalbanken et ansvar for at værne om husets udtryk og bevare kulturarven for eftertiden.
Med projektet opretter, vedligeholder og fremtidssikrer vi bygningen, så den kan modstå vejr og vind i mange år fremover. Samtidig skal indretningen gøres mere tidssvarende og fleksibel, så den lever op til de krav, der stilles til en moderne arbejdsplads. Tilpasninger foretages med respekt for Arne Jacobsens arkitektur og i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen.
Der er tale om det største og mest komplekse byggeprojekt siden bygningens tilblivelse. Eksperter har vurderet, at arbejdet er nødvendigt for at forlænge bygningens levetid. Undersøgelser har vist, at flere materialer og installationer har udstået deres levetid, og andre dele trænger til en udskiftning.
Der skal bl.a. udskiftes marmor- og glasfacader, PCB-saneres, og så skal brandsikkerheden, bygningens indretning og indeklimaet forbedres.
Vi kan ikke undgå at komme til at påvirke vores omgivelser med byggeriet. Og vi vil gøre vores bedste for at undgå gener, være åbne og informere i god tid.