Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Faldende kronelikviditet kan skabe behov for de likviditetsjusterende operationer

Pressemeddelelse, 16. december 2014


Deling

Mængden af kronelikviditet i det danske pengemarked er blevet reduceret i 2014 bl.a. på grund af store skatteindbetalinger til staten i forbindelse med omlægning af kapitalpensioner. I 2015 forventes likviditeten at falde yderligere bl.a. som følge af indbetaling til staten af pensionsafkastskat (PAL).

Ved den aktuelle mængde af kronelikviditet er de pengepolitiske indlånsrenter bestemmende for de danske pengemarkedsrenter, da de pengepolitiske modparter har et stort placeringsbehov i Nationalbanken. Når mængden af kronelikviditet reduceres yderligere, kan de sædvanlige midlertidige udsving i statens betalinger periodevis reducere likviditeten i et sådant omfang, at pengemarkedsrenterne kan stige. Det kan påvirke kronekursen.

Såfremt behovet opstår, vil Nationalbanken understøtte fastkurspolitikken ved i kortere perioder at tilføre kronelikviditet til det danske pengemarked via likviditetsjusterende operationer. Likviditetsjusterende operationer er midlertidige tildelinger af kroner enten som udlån mod pant i Nationalbankens sikkerhedsgrundlag eller via FX swaps.

De nærmere betingelser for operationerne, herunder instrument, løbetid og procedure, vil i forbindelse med operationer blive annonceret på www.nationalbanken.dk -> Markedsinfo -> Markedsoperationer -> Likviditetsjusterende instrumenter.

Henvendelse kan rettes til Karsten Biltoft på tlf. 3363 6021.