Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

2025-forhandlinger bør fokusere på at gøre dansk økonomi mere robust

Første halvdel af 2016 har budt på en fortsættelse af den fremgang i økonomien, som har præget Danmark siden 2013. Nationalbanken forventer en fremgang i bruttonationalproduktet (BNP) på 0,9 pct. i år, mens der de kommende to år er udsigt til en stigning på henholdsvis 1,5 pct. og 1,8 pct.


Deling

Bidrag til at sikre en stabil udvikling i dansk økonomi bør have stor opmærksomhed i forhandlingerne om den 2025-plan, som regeringen fremlagde for nylig.

Sådan lyder budskabet fra nationalbankdirektør Lars Rohde på det kvartalsvise pressemøde i dag.

"Det er vigtigt, at der er fokus på at skabe forudsætninger for en stabil udvikling i dansk økonomi de kommende år. Der bør findes veje til et øget udbud af arbejdskraft, finanspolitikken skal være afstemt med konjunkturerne, og der bør skabes en model for boligbeskatningen, som bidrager til at dæmpe prisudsving", siger Lars Rohde.

Første halvdel af 2016 har budt på en fortsættelse af den fremgang i økonomien, som har præget Danmark siden 2013. Nationalbanken forventer en fremgang i bruttonationalproduktet (BNP) på 0,9 pct. i år, mens der de kommende to år er udsigt til en stigning på henholdsvis 1,5 pct. og 1,8 pct.

Også i 2. kvartal af 2016 steg beskæftigelsen, og ledigheden faldt. Nationalbanken vurderer, at ledigheden nu er kommet så langt ned, at der næppe kan hentes et væsentligt ekstra bidrag til højere beskæftigelse herfra. Arbejdskraften skal derfor primært findes andre steder.

"Dermed er der behov for, at flere bliver længere på arbejdsmarkedet, og for at grupper, der i dag er uden for den danske arbejdsstyrke, træder ind", siger Lars Rohde.

Nationalbanken peger samtidig på, at der de kommende år er behov for en gradvis opstramning af finanspolitikken, der siden 2009 har været ekspansiv og dermed understøttet aktiviteten i dansk økonomi.

I den fremlagte 2025-plan lægges der op til, at balancen i finanspolitikken først indtræffer sidst i perioden, hvor sigtepunktet hidtil har været 2020.

"Vores forventning er, at økonomien når sin normale kapacitet allerede i 2018. At føre ekspansiv finanspolitik længe efter er risikabelt, særligt hvis renterne vedbliver at være meget lave. Risikoen er en overophedning og ubalance i økonomien, som det kan blive nødvendigt at skride ind overfor", siger Lars Rohde.

Den tredje ting, der har stor betydning for økonomiens fremtidige robusthed, er boligbeskatningen: "Det er vigtigt at finde en model for boligbeskatningen, som mindsker risikoen for en gentagelse af de kraftige udsving i økonomien i 2000'erne. Det vil ske, hvis der igen skabes sammenhæng mellem prisen og skatten på boligen", siger Lars Rohde.

Henvendelse kan rettes til Julie Holm Simonsen på tlf. 3363 6022.