Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Cyberrobusthed i finanssektoren

​De fleste kerneaktører i den finansielle sektor vurderer, at de har løftet deres cyberrobusthedsniveau siden 2016. Få kerneaktører i sektoren har ikke forbedret deres niveau. Det viser resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse, der følger op på en lignende undersøgelse gennemført i 2016.


Deling

6. september 2018

De fleste kerneaktører i den finansielle sektor vurderer, at de har løftet deres cyberrobusthedsniveau siden 2016. Få kerneaktører i sektoren har ikke forbedret deres niveau. Det viser resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse, der følger op på en lignende undersøgelse gennemført i 2016.

Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført af Nationalbanken i samarbejde med Finanstilsynet, og resultaterne indgår i en analyse af cyberrobustheden i den finansielle sektor, som offentliggøres i dag.

"Det er glædeligt, at undersøgelsen peger på, at cyberrobusthedsniveauet er steget, og at de fleste i den finansielle sektor har imødekommet vores anbefalinger fra 2016. Men særligt de få respondenter, der endnu ikke har implementeret anbefalingerne fra 2016, bør opprioritere indsatsen," siger chef for betalingsformidling i Nationalbanken, Nathalie Pauline Tuxen.

For nogle af respondenterne er der tale om markant fremgang inden for alle kategorier, mens de fleste vurderer, at de har løftet sig på nogle parametre.

Analysen peger afslutningsvist på, at cybertrusselsniveauet mod den finansielle sektor generelt er højt i Danmark, og at der potentielt kan komme cyberangreb, der kan få indflydelse på den finansielle stabilitet.

"Med cybertrusselsniveauet in mente er det vigtigt, at indsatsen for at forbedre cyberrobustheden fortsættes, og at ingen hviler på laurbærrene. Nationalbanken vil derfor også i de kommende år følge udviklingen på cyberområdet tæt og bl.a. gennemføre lignende undersøgelser af cyberrobusthedsniveauet," siger Nathalie Pauline Tuxen.

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Ole Mikkelsen på tlf. 3363 6027