Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Lavere kapitaloverdækning i bankerne

​Afstanden mellem kapitalkravene og kapitalgrundlaget er reduceret hos de største danske kreditinstitutter i de senere år. Den lavere kapitaloverdækning dækker over stigende kapitalkrav, mens kapitaliseringen har ligget på et stabilt niveau. Det viser analysen Finansiel stabilitet fra Nationalbanken.


Deling

Afstanden mellem kapitalkravene og kapitalgrundlaget er reduceret hos de største danske kreditinstitutter i de senere år. Den lavere kapitaloverdækning dækker over stigende kapitalkrav, mens kapitaliseringen har ligget på et stabilt niveau.

Der er stor variation i størrelsen af kapitaloverdækningen på tværs af de systemiske institutter, men enkelte har mindre end 2 procentpoint overdækning i forhold til kapitalkravene, viser analysen Finansiel stabilitet fra Nationalbanken. Det er en lav kapitaloverdækning, ikke mindst i lyset af forventninger om højere kapitalkrav i de kommende år. Institutterne kan forbedre deres kapitalisering ved at udbetale en mindre del af indtjeningen eller ved at udstede flere aktier.

"Alle institutter lever op til deres aktuelle kapitalmålsætninger, også de, der har lav overdækning. Vores vurdering er dog, at disse institutter bør genoverveje niveauet for deres kapitalmålsætninger for at sikre en passende afstand mellem kapital og kapitalkrav," udtaler Nationalbankens vicedirektør og chef for afdelingen Finansiel Stabilitet, Karsten Biltoft.

Behovet for at genoverveje kapitalmålsætningerne understreges af Nationalbankens seneste stresstest af institutternes kapitalisering. Den viser nemlig, at enkelte af de systemiske institutter vil overskride kravene til deres kapitalbuffere i et hårdt stress-scenarie, også selv om den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer antages frigivet.

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Teis Hald Jensen, tlf. 3363 6066.