Erindringsmønt i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 50-års regeringsjubilæum 14. januar 2022

Forfattere Danmarks Nationalbank
Emne Pressemeddelelser fra Nationalbanken
Type Pressemeddelelser  
Årstal 2022
Offentligjort den 11. januar 2022

11. januar 2022

Der er i Danmark en lang tradition for at udsende erindringsmønter ved særlige begivenheder i kongehuset. Derfor markeres H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum den 14. januar 2022 med udsendelsen af en erindringsmønt i tre udgaver.

Der udkommer en 500-krone sølvmønt med en diameter på 38 mm og en vægt på 31,1 g, en 20-krone til almindelig cirkulation og en 20-krone i en proof-version, hvor motivet står meget skarpt.

På forsiden af mønten er der et nyt portræt af H.M. Dronningen udformet af billedhuggeren Kathrine S. Moseholm. Portrættet er i profil vendt mod højre. Det er inspireret af papirklip og har rod i den minimalistiske skulpturtradition.

På bagsiden er der et organisk mønster skabt af tallet 50 som et symbol på jubilæet. Mønstret skaber en visuel reference til Amalienborgs 4 palæer og Slotspladsen. Bagsidemotivet er udarbejdet af Nationalbankens designchef, Jeanette Skov Jensen.

Mønterne kan fra den 14. januar købes i Den Kgl. Mønts webshop, kgl-moent.dk.

Pressehenvendelser kan rettes til presse- og kommunikationsrådgiver Teis Hald Jensen på tlf. 3363 6066.

Andre henvendelser samt bestillinger: Den Kgl. Mønt, kgl-moent.dk, tlf. 43 45 40 11.