Nationalbanken afgiver jævnligt høringssvar, fx når nye lovforslag sendes i høring. Høringssvar giver dig indblik i, hvad Nationalbanken mener om konkrete forslag inden for emner, der hører under Nationalbankens formål.

Husholdninger og erhvervsvirksomheder

Høringssvar vedr. bekendtgørelse om krav om nedskrivningsegnede passiver

Finanstilsynet har den 11. september sendt udkast til bekendtgørelse om krav om nedskrivningsegnede passiver i høring. Udstedelsen af bekendtgørelsen sker som led i implementeringen af ændringerne til krisehåndteringsdirektivet (BRRD II). Den foreslåede bekendtgøreIse fastsætter generelle regler for, hvordan NEP-kravet skal beregnes, og hvilke justeringsmuligheder der er for NEP-kravet. De foreslåede regler gennemfører direktivet, men tager imidlertid ikke højde for det særlige danske afviklingsregime for mindre og mellemstore institutter samt de danske særregler, der undtager realkreditinstitutter fra bail-in og NEP-krav. Nationalbanken mener, at det er væsentligt med gennemsigtighed i lovgivningen - særligt for så vidt angår reglerne om fastsættelsen af NEP-kravet, som er essentielle for at kunne understøtte den valgte afviklingsstrategi. Det bør fremgå af bekendtgørelsen, hvordan NEP-kravet for mindre og mellemstore pengeinstitutter skal fastsættes. Endvidere bør det fremgå, hvordan et realkreditinstitut, som følge af undtagelsen fra NEP-kravet, skal ekskluderes fra konsolideringen ved fastsættelsen af NEP-kravet for koncernen.