Working Paper præsenterer forskningsarbejde fra både ansatte i Nationalbanken og vores samarbejdspartnere. Working Paper henvender sig primært til dig, som er fagpersoner, og til dig med interesse for forskning inden for centralbankvirksomhed samt økonomi og finans i bredere forstand.

Dansk økonomi

WP 50/2008: Survey design, survey maintenance and grossing up in the IIP and balance ...

Groft skitseret er verdens betalingsbalancesystemer delt op i to typer. Den ene type er baseret på bankers udlandsbetalinger, som udgør totaltællinger af populationerne, mens den anden type – heri­blandt det danske – baseres helt eller delvist på stikprøver. Dette papir beskriver kort, hvordan stikprøven er udvalgt i Danmark, og hvordan der opregnes i systemet. Fokus er imidlertid på, hvordan stikprøven vedligeholdes over tid, så den over det mellemlange sigt dækker populationen både højt – dvs. der er en høj overordnet dækning – og bredt – dvs. alle instrumenter og sektorer dækkes. Der er mange lande, der står over for lignende problemstillinger, og Danmarks løsninger kan forhåbentlig give inspiration og generere diskussion. I det danske system er sektorerne ikke-finansielle virksomheder, andre finansielle formidlere samt forsikring og pension stikprøvedækket på instrumenterne egenkapital, koncernlån mv., lån og indskud, handelskreditter, andre investeringer samt finansielle derivater. På baggrund af et dynamisk register og ved anvendelse af simpel statistisk metode vedligeholdes stikprøven og opregningen på instrumentet egenkapital. For koncernlån mv., lån og indskud samt andre investeringer er der udviklet en anden metode til at vedligeholde stikprøven. For disse instrumenter ligger opregningen konstant. Handelskreditter opregnes og vedligeholdes på baggrund af udenrigshandelsstatistikken via en meget simpel og gennemskuelig metode. Derivater og finansiel leasing antages helt dækket af stikprøven.