Working Paper præsenterer forskningsarbejde fra både ansatte i Nationalbanken og vores samarbejdspartnere. Working Paper henvender sig primært til dig, som er fagpersoner, og til dig med interesse for forskning inden for centralbankvirksomhed samt økonomi og finans i bredere forstand.

WP 69/2010: The Incidence of Nominal and Real Wage Rigidity: an Individual Based Sectoral Approach

I dette arbejdspapir præsenteres estimater af nedadrettede nominelle og reale lønrigiditeter baseret på individdata for tretten sektorer i Belgien, Danmark, Spanien og Portugal. Den metodiske tilgang svarer til den, der blev udviklet i forbindelse med det nylige International Wage Flexibility Project, hvor modstanden mod nominelle og reale lønreduktioner blev udledt fra afvigelser mellem histogrammer for observerede individuelle lønændringer og en estimeret kontrafaktisk fordeling for lønændringerne, som ville have rådet i fravær af lønrigiditeter. I analysen undersøges betydningen af karakteristika for arbejdstagere og arbejdsgivere for lønrigiditeter, lige som estimaterne for lønrigiditeter holdes op mod strukturelle forhold på de arbejdsmarkeder, der indgår i analysen, herunder setuppet for lønforhandlingerne, udbredelsen af fleksible lønsystemer, og graden af konkurrence på produktmarkederne. Analysen viser, at kollektive lønaftaler på virksomhedsniveau i lande med forholdsvis centraliseret løndannelse reducerer graden af real lønrigiditet. Dette resultat indikerer, at en vis grad af decentralisering i lande med meget centraliserede forhandlingsstrukturer gør det muligt for virksomhederne at tilpasse lønningerne i nedadgående retning, når erhvervsbetingelserne er dårlige.