Øvrige publikationer kan fx være bøger, kvartalsoversigter, årsberetninger og økonomiske oversigter fra ECB, ph.d.-afhandlinger og Nationalbankens politikker.

Dansk økonomi

Faldende olie- og forbrugerpriser

Forbrugerpriserne er faldet over det seneste år. Det skyldes ikke mindst, at prisen på råolie blev halveret fra sommeren 2014 til januar 2015. I januar var det samlede forbrugerprisindeks således lavere end et år tidligere. En negativ årsstigningstakt i forbrugerprisindekset er dog ikke det samme som deflation. Begrebet deflation er i stedet berettiget til at beskrive en periode med generelle og vedvarende prisfald. I den aktuelle situation er der ikke udsigt til, at forbrugerpriserne fortsætter med at falde, og lønstigningerne er desuden positive. Der er således ikke tale om deflation. Den direkte effekt af olieprisfaldet på forbrugerprisernes stigningstakt er midlertidig, hvis ikke olieprisen falder yderligere. Derfor er den egentlige risiko for en uønsket prisudvikling, at det store prisfald spreder sig til andre varer og tjenester via løndannelsen. Det kan forstærke det umiddelbare prisfald og i sidste ende risikere at udløse en negativ selvforstærkende løn-pris-spiral. Risikoen for, at det sker, er fortsat begrænset.