Øvrige publikationer kan fx være bøger, kvartalsoversigter, årsberetninger og økonomiske oversigter fra ECB, ph.d.-afhandlinger og Nationalbankens politikker.

Færøsk økonomi

Aktuelle tendenser i færøsk økonomi

Færøerne gennemgår i disse år et kraftigt økonomisk opsving. Fremgangen er primært drevet af høj vækst i fiskeriet, hvilket skyldes usædvanligt gode vilkår i to af de tre hovedgrene af fiskeindustrien, nemlig opdrætsvirksomhed og det pelagiske fiskeri, især efter makrel. Underskuddet på de offentlige finanser er aftaget. Det skyldes overvejende budgeteffekter af de stærke konjunkturer og fremgang i fiskeriet. Derimod udestår foranstaltninger, der kan forbedre den underliggende stilling på de offentlige finanser, fortsat. De demografiske udfordringer er betydelige, og Det Økonomiske Råd for Færøerne anslår, at der er behov for en varig finanspolitisk forbedring på fem pct. af BNP for at stabilisere den offentlige gæld. Det offentlige forbrug og de offentlige investeringer har set over en årrække været medvirkende til at forstærke konjunkturudsvingene. Omfanget af planlagte offentlige og andre store anlægsinvesteringer over de kommende år ventes at blive betydeligt, og hvis højkonjunkturen fortsætter, kan det medføre risiko for flaskehalse, særligt inden for byggeriet.