Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Udsigter for dansk økonomi

Balanceret fremgang i dansk økonomi

Dansk økonomi er inde i et balanceret opsving og bevæger sig ind i en moderat højkonjunktur. Strukturelle forhold kan bremse en stærkere fremgang, og dermed er vækstmulighederne mindre end tidligere. Væksten i BNP ventes at stige til 1,6 pct. i 2017 fra 1,1 pct. året før. Det ventede forløb i Nationalbankens prognose forudsætter, at arbejdsudbuddet stiger som følge af allerede gennemførte reformer. Vækstudsigterne kan blive påvirket, hvis der opstår et kraftigt pres på arbejdsmarkedet og af udviklingen i den internationale økonomi, herunder finanspolitikken i USA.