Ensartet krisehåndtering af små og store banker i Europa
Analyse - Juni 2021 - nr. 18

I 2014 vedtog EU regler for et nyt krisehåndteringsregime med det sigte at bryde båndet mellem bank og stat, så det ikke længere var skatteyderne, der skulle betale regningen, hvis en bank blev nødlidende. Krisehåndteringsregimet var en mindre nyskabelse i Danmark, fordi der allerede var et regime, der sikrede, at kreditorer i nødlidende banker tog tabene. Det europæiske regime er stadig under udvikling. De danske erfaringer kan bruges i Europa.