Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank og realkredit

Faldende indlån fra erhvervsvirksomheder og stigende indlån fra husholdninger

I de seneste måneder er indlånet fra erhvervsvirksomheder faldet markant efter en længere periode med stigninger.



I de seneste måneder er indlånet fra erhvervsvirksomheder faldet markant efter en længere periode med stigninger. Faldet kan i væsentligt omfang tilskrives udbetaling af ekstraordinært høje udbytter i april på i alt ca. 47 mia. kr. Samtidig øger husholdningerne fortsat deres bankindskud, som de seneste måneder er steget betydeligt. Det falder sammen med modtagelse af udbyttebetalinger i april på knap 15 mia. kr. samt modtagelse af overskydende skat og feriepenge.

Erhvervsvirksomhedernes øgede indlån siden midten af 2012 er sammenfaldende med en nedadgående trend i rentemarginalen for erhverv. I sig selv vil en lavere rentemarginal mindske incitamentet til at nedbringe gæld som alternativ til øgede indlån.

Ud af husholdningernes indlån, der i maj er opgjort til 866 mia. kr., kan 15-20 pct. relateres til prioritetslån. Kendetegnende for prioritetslån er en udlånskonto, som typisk modsvares af en indlånskonto. Stigende indlån kan således være udtryk for nedbringelse af gæld.

Indlån fra erhverv og husholdninger samt pengeinstitutternes rentemarginaler

Anm.: Tidsserierne for rentemarginalerne har databrud i oktober 2013 i forbindelse med overgangen til ny og mere detaljeret statistik.