Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank og realkredit

Erhvervsvirksomheder betaler for at sætte penge i banken

Den gennemsnitlige rente på anfordringsindlån fra erhvervsvirksomheder tog i juli et ekstra nøk ned i det negative område til -0,06 pct.



Den gennemsnitlige rente på anfordringsindlån fra erhvervsvirksomheder tog i juli et ekstra nøk ned i det negative område til -0,06 pct. Udviklingen dækker over, at indlånsrenterne overordnet set er faldet parallelt på tværs af pengeinstitutstørrelser, siden indskudsbevisrenten blev nedsat tilbage i februar 2015. De små og mellemstore pengeinstitutters indlånsrenter er i gennemsnit fortsat positive, mens de større pengeinstitutter trækker den gennemsnitlige indlånsrente i minus. Nationalbankens seneste undersøgelse fra marts af omfanget af de negative renter viser, at omkring en tredjedel af indlånet fra erhvervsvirksomheder i de større pengeinstitutter er til negativ rente.

Selv om indlånsrenterne generelt falder, har erhvervsvirksomhedernes anfordringsindskud udviklet sig positivt igennem flere år. Siden de betydelige rentefald i begyndelsen af 2015 har stigningen i de små og mellemstore pengeinstitutter været på godt 20 pct., til ca. 35 mia. kr. I de store pengeinstitutter, hvor indlånsrenterne i gennemsnit har været negative i hele perioden, er erhvervsvirksomhedernes anfordringsindskud steget med 16 pct. til små 200 mia. kr. 

Anfordringsindlån fra erhvervsvirksomheder, indlånsrente og volumen