Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank og realkredit

Virksomheder låner markant mere i bankerne

Med en vækst på 12,6 pct. svarende til 54 mia. kr. har det seneste år budt på den største stigning i lån fra bankerne til danske erhvervsvirksomheder siden 2008. Kreditvæksten er for alvor accelereret siden september efter flere år med afdæmpet kreditvækst i kølvandet på finanskrisen og fald i månederne efter udbruddet af covid-19. Bankudlånet til erhverv udgør 477 mia. kr. ved udgangen af januar 2022 og er dermed ca. 35 mia. kr. over niveauet før covid-19.