Inde i Nationalbanken
Nationalbankens historie
Nationalbanken blev oprettet for mere end 200 år siden for at sikre penges værdi. Indtil da havde kongen selv kunnet udstede penge, når han havde behov for det - for eksempel til at købe krudt og kugler, når der var krig.
Men at udstede flere penge førte bare til, at pengene blev mindre værd, og derfor gik Danmark faktisk bankerot i 1813. Derefter blev det vedtaget ved lov, at Nationalbanken, som er uafhængig af staten, er den eneste, der må udstede pengesedler i Danmark. Nationalbankloven fra 1936 gælder stadig den dag i dag. Nationalbanken arbejder derfor fortsat for at ”opretholde et sikkert pengevæsen”, som der står i loven. Men det gøres naturligvis på en anden måde i dag, end for 200 år siden.
I dag har Nationalbanken stadig ansvaret for at udstede sedler og mønter, men også at sikre, at digitale penge kan flyttes sikkert og effektivt mellem folk og virksomheder. Det er også Nationalbankens opgave at sørge for, at priserne i Danmark er stabile, dvs., at priserne ikke svinger voldsomt fra år til år. Det gøres ved at føre såkaldt fastkurspolitik over for euroområdet. Det er derfor, du kan være sikker på, at kronens værdi altid er stort set den samme i forhold til euro, så en euro altid koster ca. 7,50 kroner.
Endelig er det også Nationalbankens opgave at sørge for, at den finansielle sektor er robust. Så problemer for én bank ikke spreder sig til resten af bankerne, på den måde kommer det i den sidste ende ikke kommer til at påvirke dig, der fx har penge stående i bankerne eller gerne vil låne penge af bankerne.