Finanspolitik og pengepolitik
Der er flere forskellige former for økonomisk politik, og ansvaret for de forskellige politikker ligger i forskellige hænder. Vi beskæftiger os her med to af de væsentligste politikker, nemlig:
- Finanspolitikken
- Pengepolitikken
Finanspolitikken handler kort sagt om at beslutte, hvor de offentlige indtægter kommer fra, og hvad de offentlige udgifter skal gå til. Det kan fx være beslutninger om, at en gruppe i samfundet skal betale mere i skat, for at en anden gruppe kan få mere i støtte fra staten. Det kan også være beslutninger om at bygge nye veje, sygehuse eller at opruste militæret.
Det er politikerne, der har ansvaret for finanspolitikken, og det meste besluttes i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger, som typisk foregår i oktober.
Pengepolitikken handler kort sagt om at beslutte, hvor høj eller lav renten skal være. Renten har betydning for, hvad man får for at spare op, og hvor meget det koster at låne penge. Det gælder både, hvis du skal låne til din første lejlighed, og hvis virksomheder skal låne til at købe nye maskiner. I Danmark er det Nationalbanken, der har ansvaret for at føre pengepolitik.
Forskellige grunde til at føre økonomisk politik
Der kan være forskellige grunde til at føre økonomisk politik. En af grundene kan være ideologisk og handle om, hvordan man skal dele samfundets ressourcer mellem sig. For eksempel kan man beslutte, at unge skal have en højere indkomst, mens de studerer, og derfor hæve SU’en.
Selv om det umiddelbart er et spørgsmål om at fordele den økonomiske kage mellem forskellige grupper i samfundet, kan denne type økonomisk politik også påvirke den samlede størrelse på økonomien – altså gøre den økonomiske kage, der skal deles, enten større eller mindre. Fx kan en forhøjelse af SU’en betyde, at flere unge vil tage en uddannelse og dermed på sigt tjene flere penge og betale mere i skat.
En anden grund til at føre økonomisk politik kan være for at fremme en bestemt adfærd. Politikerne kan fx sætte afgiften på elbiler ned, hvis de vil fremme en grønnere transport. Det er umiddelbart et spørgsmål om adfærd, men det påvirker samtidig også økonomien. En højere afgift på benzin kan fx betyde, at der bliver importeret mindre olie.
En tredje grund til at føre økonomisk politik kan være et direkte ønske om at påvirke den økonomiske aktivitet. Altså at sætte gang i eller at bremse den danske økonomi. Der blev fx vedtaget hjælpeordninger for at sætte gang i den danske økonomi, efter coronavirus ramte Danmark i 2020. Man kunne bl.a. få udbetalt opsparede feriepenge, som folk fx kunne bruge på at renovere deres bolig eller handle i butikkerne.
Penge- og finanspolitikken kan bestemme økonomiens fart
I teorien kan man med både finanspolitik og pengepolitik påvirke den økonomiske aktivitet i samfundet. Det vil sige, at man kan få Danmarks økonomi til at gå op eller ned i tempo – ligesom at træde eller lette på speederen i en bil. I finanspolitikken gør man det ved at ændre på de offentlige indtægter og udgifter, mens man i pengepolitikken gør det ved at ændre på renten.
I praksis er det svært at bruge økonomisk politik til at finjustere den økonomiske aktivitet. Hvis vi ser på finanspolitikken, er en af grundene, at det tager tid at gennemføre politiske tiltag og derefter tid, før virkningerne slår igennem i samfundet. Herudover er det svært at beregne den nøjagtige effekt af specifikke tiltag. Hvis det eksempelvis går sløjt i økonomien, skal dette først konstateres ved fx at se på tal for vækst og beskæftigelse fra det foregående kvartal. Så skal der stilles forslag til, hvilke tiltag man ønsker at gennemføre, og effekterne af tiltagene skal beregnes. Så skal ændringerne vedtages i Folketinget. Bagefter skal tiltagene gennemføres i praksis. Alt imens kan det være, at økonomien allerede er kommet op i gear. Altså er der ikke længere behov for den økonomiske politik. Nu risikerer den faktisk at sætte for meget gang i økonomien.
I Danmark har vi fastkurspolitik
De fleste lande er enige om, at målet med pengepolitikken er at sikre en lav og stabil inflation. Selvom der er en høj grad af enighed om pengepolitikkens mål, findes der forskellige måder at opnå målet på.
En række lande, heriblandt Storbritannien og Sverige, har et specifikt mål for inflationen. Målsætningen varierer fra land til land, men ligger typisk på ca. 2 pct. inflation om året. Landene forsøger at nå målet gennem deres pengepolitik, altså ved at justere renterne op eller ned. Hvis der er udsigt til, at inflationen vil blive højere end målet, sætter de renten op for at dæmpe den økonomiske aktivitet. Omvendt sættes renten ned, hvis inflationen ser ud til at blive lavere end målsætningen.
Som tidligere nævnt har vi i Danmark valgt at føre fastkurspolitik og på den måde opnå en lav og stabil inflation. Det har vi en lang tradition for at gøre – faktisk er der ført fastkurspolitik helt tilbage til 1800-tallet. Men man kan ikke sige, at fastkurspolitik er bedre eller værre end andre måder at føre pengepolitik på. Det er mere et spørgsmål om at vælge en strategi og holde fast i den. På den måde skaber man stabilitet og troværdighed omkring sin politik. Fastkurspolitikken betyder, at Nationalbanken bruger renten og dermed pengepolitikken til at holde kronens værdi stabil over for euroen. Det er derfor, at en euro altid koster ca. 7,5 kroner. Ved at sørge for, at værdien af den danske krone altid følger værdien af euroen, opnår vi den samme lave og stabile inflation i Danmark som i euroområdet.
Nationalbanken kan bruge renten til at styre kronens værdi. Det er forenklet sagt, fordi den danske rente på den ene side er det afkast, du kan få ved at have danske kroner, og på den anden side den omkostning, du betaler for at låne danske kroner.
Hvis den danske rente er høj, vil det være attraktivt at have danske kroner, fordi det giver et stort afkast, når man sætter pengene i danske banker eller låner dem til danske borgere, virksomheder eller den danske stat. Det svarer til, at du gerne vil have penge i banken, hvis du får en høj rente for det. Omvendt vil en lav dansk rente gøre det mindre attraktivt at have danske kroner. Så hvis kronen er på vej til at blive mindre værd, sætter Nationalbanken renten op. Det gør det mere attraktivt at have og købe kroner, efterspørgslen stiger, og kronen bliver mere værd. Omvendt hvis kronen er på vej til at blive mere værd, sætter Nationalbanken renten ned. Det gør det mindre attraktivt at have og købe kroner, efterspørgslen falder, og kronen bliver mindre værd.
Hvordan virker penge- og finanspolitikken?
Penge- og finanspolitik kan være både lempelig og stram. Når politikken er lempelig, sætter den gang i økonomien. Når politikken er stram, bremser den økonomien. Når man snakker om penge- og finanspolitik, snakker man også om lempelig eller stram politik. Både finanspolitikken og pengepolitikken kan føres lempeligt og stramt. Det virker dog gennem forskellige kanaler afhængig af, hvilken politik der er tale om. I skemaet herunder kan I se forskellen.
Geoøkonomisk fragmentering
Verdenshandlen har fundet nye veje de seneste år, og det har medført en øget geoøkonomisk fragmentering. Begynd med at læse fagteksten og lytte til podcasten, og diskuter til sidst spørgsmålene i grupper.
Fagtekst
Geoøkonomisk fragmentering betyder, at verdens økonomi bliver mere opdelt og mindre sammenhængende. Dette sker på grund af geopolitiske spændinger, handelsrestriktioner og problemer med forsyningskæder.
Dette kan have store konsekvenser for økonomier verden over, især for Danmark. Danmark er en lille, åben økonomi, der er afhængig af handel med andre lande. Hvis verdensøkonomien bliver mere opdelt, kan det føre til økonomiske tab og højere priser for forbrugerne. Nogle sektorer i Danmark kan blive særligt hårdt ramt, hvis de ikke kan få de nødvendige varer til deres produktion.