Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
LEMPELSER I PENGEINSTITUTTERS LÅNEVILKÅR FOR ERHVERV
Pengeinstitutterne lempede i 2. kvartal lånevilkårene for erhvervskunder, særligt i form af prisnedsættelser og lidt lempeligere krav til sikkerhedsstillelse. Det skete især med henvisning til konkurrencesituationen. Der er stor variation i efterspørgslen på tværs af institutterne. Samlet set steg erhvervskundernes efterspørgsel hos realkreditinstitutterne og de store pengeinstitutter, mens den faldt hos de mellemstore. Over for privatkunder lempede de mellemstore pengeinstitutter kreditstandarderne svagt i 2. kvartal, mens de øvrige institutter holdt dem uændrede. Privates efterspørgsel, særligt efter realkreditlån, steg lidt i kvartalet.