Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Porteføljeinvesteringer

Danskere købte udenlandske værdipapirer i september

Danske investorer købte udenlandske aktier for 5 mia. kr. i september 2015.



 

Danske investorer købte udenlandske aktier for 5 mia. kr. i september 2015. Siden begyndelsen af året har deres køb og salg af udenlandske aktier stort set balanceret. Det sker efter betydelige udenlandske aktieopkøb gennem 2014, hvor der samlet blev investeret for 68 mia. kr.

Opkøbet af udenlandske aktier og værdistigninger bidrog markant til, at de udenlandske aktiebeholdninger steg igennem 2014 og ind i 2015. Faldet i aktiekurserne hen over sommeren har vendt den udvikling. Ved udgangen af september 2015 udgjorde beholdningen af udenlandske aktier godt 1.300 mia. kr., hvilket stort set svarer til værdien af aktiebeholdningen i begyndelsen af 2015.

I september købte danske investorer udenlandske obligationer for 4 mia. kr. Men samlet set har de igennem 2015 afhændet udenlandske obligationer. Beholdningen af udenlandske obligationer er dog holdt oppe af rentefaldet i perioden. Ved udgangen af september 2015 holdt de udenlandske obligationer for 1.234 mia. kr.

Danskeres køb af udenlandske værdipapirer og beholdninger