Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Udlånsundersøgelsen

Uændret låneefterspørgsel fra erhvervskunder

Nationalbankens Udlånsundersøgelse viser, at låneefterspørgslen fra bankernes eksisterende erhvervskunder samlet set er uændret fra 1. til 2. kvartal 2020 (nettotal 1,7). Det står i kontrast til, at kreditcheferne havde en klar forventning om, at efterspørgslen ville stige. Flere af bankerne nævner bl.a. de offentlige hjælpepakker som en mulig forklaring på, at forventningerne ikke blev indfriet. 7 banker forventer dog, at låneefterspørgslen øges i 3. kvartal, mens 10 banker forventer, at efterspørgslen er uændret. I forhold til nye erhvervskunder svarer 12 banker, at efterspørgslen er faldet fra 1. til 2. kvartal. Samlet set er efterspørgslen fra nye erhvervskunder faldet svarende til et nettotal på -21,2. Det er et større fald, end bankerne forventede og indikerer, at erhvervskunderne i mindre grad er på udkig efter en anden bank end tidligere.