Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Udlånsundersøgelsen

Lavere efterspørgsel og større nedskrivninger

I Nationalbankens udlånsundersøgelse for 3. kvartal 2020 svarer 13 af de 19 adspurgte banker, at låneefterspørgsel fra eksisterende erhvervskunder er faldet fra 2. til 3. kvartal. Af de 13 banker svarer 4, at efterspørgslen er faldet en del. De resterende 9 banker svarer, at efterspørgslen er faldet lidt. Størstedelen af de resterende banker svarer, at låneefterspørgslen er uændret. I samme periode melder 8 banker om, at andelen af nedskrivninger og tab er øget sammenlignet med 2. kvartal. 6 af de 8 banker forventer, at nedskrivninger og tab øges yderligere i 4. kvartal.