Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Udlånsundersøgelsen

Øget låneefterspørgsel fra privatkunder

I Nationalbankens udlånsundersøgelse for 1. kvartal 2021 svarer flere banker, at låneefterspørgslen både fra deres eksisterende og nye privatkunder er øget fra 4. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021. Bankerne nævner bl.a. større aktivitet på boligmarkedet som en mulig forklaring på den øgede låneefterspørgsel. Forøgelsen i låneefterspørgslen fra eksisterende kunder svarer til et nettotal på +14,8 (se fodnote i PDF). Tilsvarende lander nettotallet for nye privatkunders efterspørgsel på +26,1. Nettotallene skal ses i forhold til den 5-trinsskala, som bankerne benytter til besvarelsen af udlånsundersøgelsen, hvor værdien 0 svarer til en uændret låneefterspørgsel, og +50 svarer til, at låneefterspørgslen er øget lidt. Man skal dog mere end 3 år tilbage, siden bankerne samlet set sidst meldte om tilsvarende forøgelser i låneefterspørgslen fra privatkunderne.