Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Udlånsundersøgelsen

Bankerne melder om lavere tab og nedskrivninger

I Nationalbankens Udlånsundersøgelse for 2. kvartal 2021 melder knap halvdelen af de 17 adspurgte banker om et fald i andelen af nedskrivninger og tab fra 1. til 2. kvartal 2021. Det gælder både for privat- og erhvervskunder. Faldet står i kontrast til bankernes svar i 1. kvartal, hvor de samlet set forventede, at andelen af nedskrivninger og tab på udlån ville være uændret 2. kvartal. Vægtes svarene med de respektive bankers markeds-andel lander nettotallet for ændringen i andelen af tab og nedskrivninger for privatkunderne på -22, hvor 0 svarer til en uændret andel, og -100 svarer til, at alle banker melder om, at andelen er faldet en del. For erhvervskunderne er nettotallet -19,9. Samme billede gør sig gældende for realkreditinstitutterne.