Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank- og realkredit
Statistikperiode: 1. kvartal 2025

Ny statistik om bank- og realkreditlån på virksomhedsstørrelser

Nationalbanken offentliggør nu en ny bank- og realkreditstatistik baseret på mikrodata fra Kreditregisteret. Statistikken indeholder opgørelser om udlån fordelt på låntyper fra de største penge- og realkreditinstitutter i Danmark. Som noget nyt er det muligt at inddele data for bank- og realkreditudlån til ikke-finansielle selskaber efter størrelse baseret på regnskabsklasser, som tager udgangspunkt i balance, omsætning og antal ansatte. Statistikken går tilbage til og med 1. kvartal 2020 og opdateres kvartalsvist.



Små virksomheder finansierer sig primært med realkredit

Anm.:

Restgæld ultimo 1. kvartal 2025 for Ikke-finansielle selskaber med residens i Danmark. Ikke-finansielle selskaber omfatter også ’Foreninger, fonde og andre selvejende institutioner’, men er udeladt af figuren. ’Ikke fordelt’ er Ikke-finansielle selskaber, hvor der er utilstrækkelig information om regnskabsklasse. Find figurdata i Statistikbanken.

Store virksomheder har størst restgæld pr. virksomhed

Ud over den samlede restgæld indeholder statistikken fordelingstal for hver inddeling af virksomheder med afsæt i den enkelte låntager, som her svarer til én virksomhed (ét CVR-nummer). I 1. kvartal 2025 havde små virksomheder den største samlede restgæld på tværs af grupperingerne, svarende til 645 mia. kr. Heraf er 78 pct. realkreditgæld, som dermed udgør den klart største andel af små virksomheders bank- og realkreditgæld. Omvendt forholder det sig for store virksomheder, hvor ca. to tredjedele af deres bank- og realkreditgæld udgøres af banklån.

Få store virksomheder trækker gennemsnittet op

Der er flest låntagere i gruppen af små virksomheder. For de små virksomheder er den gennemsnitlige restgæld 8,9 mio. kr. i 1 kvartal 2025. Det er på niveau med medianen, som er et af flere fordelingstal, som også er en del af den nye statistik. Til sammenligning har en stor virksomhed i gennemsnit en restgæld på knap 258 mio. kr. For de store virksomheder er den gennemsnitlige bank- og realkreditgæld betydeligt større end medianen. Denne forskel indikerer, at der er stor variation i bank- og realkreditgælden blandt store virksomheder, hvor nogle få med meget høj gæld trækker gennemsnittet op i forhold til medianen.

Betydelig forskel i restgæld på tværs af virksomheder

Anm.:

Øvre decil er det niveau af restgæld, hvor 90 pct. af låntagerne har en gæld, der er lavere end eller lig med det pågældende niveau. Tilsvarende for øvre kvartil (75 pct.) og medianen (50 pct.). Gennemsnittet er beregnet som restgæld pr. låntager. Statistikken indeholder også oplysninger om nedre kvartil (25 pct.) og nedre decil (10 pct.). En del virksomheder har ligeledes bevilgede kreditter, som ikke nødvendigvis er udnyttet og derfor trækker gennemsnittet ned.   

Gå på opdagelse i de nye detaljer i tabellen i Statistikbanken

Den nye tabel udvider bank- og realkreditstatistikken baseret på mikrodata med en mere detaljeret inddeling af udlån til erhverv (ikke-finansielle selskaber suppleret med personligt ejede virksomheder). Virksomhederne er grupperet hierarkisk efter sektor og dernæst størrelse.

Bank og realkredit baseret på mikrodata er et statistikområde, der udvikles løbende. De nye detaljerede data findes i tabellen DNMUVS. Læs mere om opgørelsesmetoderne og indholdet i bank- og realkreditstatistikkerne baseret på mikrodata i Kilder og metode på Nationalbankens hjemmeside.