Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Stejl rentestigning på nye realkreditlån
Renten på danskernes nye realkreditlån er steget stejlt. Gennemsnitsrenten for realkreditlån udbetalt i maj er 1,99 pct. (ekskl. bidrag). Det er mere end en fordobling siden årets start, hvor nye lån blev optaget til en gennemsnitsrente på 0,88 pct. Udviklingen afspejler de store rentestigninger, som årets første 5 måneder har været præget af.
Den gennemsnitlige rente på privatkundernes nye realkreditlån er fordoblet i 2022
Anm.: Gennemsnitlig vægtet effektiv rentesats for realkreditudlån til danske lønmodtagere, pensionister mv. i danske kroner. Nye lån dækker over nye og aktivt genforhandlede lån.
|
Renten på nye fastforrentede lån næsten fordoblet
Halvdelen af de nye lån i maj (37,7 mia. kr.) er med fast rente i hele lånets løbetid og udbetalt til en gennemsnitlig rente på 3,30 pct. Siden årets start er der optaget fastforrentede lån for 114 mia. kr., og renten på disse lån er næsten fordoblet fra 1,73 pct. i starten af året. Det smitter af på gennemsnitsrenten på danskernes samlede realkreditgæld, som er steget fra 0,75 pct. i starten af året til 0,84 pct. i maj.
Lån med variabel rente holder gennemsnittet nede
Øget efterspørgsel på variabelt forrentede lån i 2022 har dog lagt en dæmper på stigningen i den gennemsnitlige rente på danskernes samlede realkreditgæld. Renterne på variabelt forrentede lån stiger også, men optages til lavere rente sammenlignet med nye fastforrentede lån. Den gennemsnitlige rente for et variabelt forrentet lån optaget i maj er 0,71 pct.
Højere renter rammer også gennem refinansieringer
De højere renter rammer ikke kun nye lån optaget i forbindelse med eksempelvis boligkøb og omlægninger. Nuværende lån med variabel rente skal før eller siden refinansieres til en rente, som vil afspejle renteniveauet på tidspunktet for refinansieringen. Dermed bliver låntagere med variabelt forrentede lån, som skal refinansieres, aktuelt også ramt af betydelige rentestigninger.
Danskerne har realkreditgæld for 224 mia. kr., som skal refinansieres i løbet af sommeren, svarende til 13 pct. af den samlede gæld. Disse lån vil forventeligt få en højere rente ved refinansieringen.