Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank og realkredit

Mindre forskel mellem fast og variabel rente

I april 2023 var den gennemsnitlige renteforskel 1,63 procentpoint på nye lån med fast og variabel rente. Tallet gælder boligejernes nye lån udbetalt i april og er opgjort før bidrag. Til sammenligning var denne renteforskel på 3,40 procentpoint for et halvt år siden.



Renterne på boligejernes nye realkreditlån med fast og variabel rente er steget
Anm.: Vægtede gennemsnitlige effektive renter p.a. for realkreditlån udbetalt i den givne måned til danske boligejere. Variabel rente inkluderer alle lån, som rentetilpasses i løbet af lånets løbetid.

 

|

Siden da er forskellen snævret ind. Det skyldes, at renten på nye lån med variabel rente er steget med 1,45 procentpoint til 3,42 pct., og samtidig har renten på nye lån med fast rente været omtrent uændret omkring 5 pct.

Det er blevet dyrere at låne

Siden starten af 2022 er renten på nye lån med fast rente og variabel rente i gennemsnit steget henholdsvis 3,31 og 3,46 procentpoint. For en ny boligejer betyder det, at de årlige renteudgifter (før skat) i gennemsnit er steget med ca. 33.100 kr. pr. lånt million ved optagelse af et nyt fastforrentet lån, i forhold til hvis lånet var blevet optaget i starten af 2022. Den tilsvarende merudgift for et nyt variabelt forrentet lån er ca. 34.600 kr. pr. lånt million.

Gradvist gennemslag til den samlede realkreditgæld

Selvom renterne på nye lån er steget betragteligt over det seneste par år, har det indtil videre kun haft en begrænset påvirkning på den gennemsnitlige rente på danske boligejeres samlede realkreditgæld med fast og variabel rente. Gennemsnitsrenten på danskernes samlede fastforrentede realkreditgæld er senest opgjort til 2,27 pct. – blot 0,94 procentpoint højere end i begyndelsen af 2022. Den begrænsede stigning sammenlignet med renten på nye lån er udtryk for, at størstedelen (ca. 67 pct.) af boligejernes  fastforrentede realkreditgæld har en rente, som er fastsat før 2022.

For danskernes variabelt forrentede boliggæld har påvirkningen fra de stigende renter været større, bl.a. på grund af de kortere rentebindinger på lånene. Gennemsnitsrenten for danskernes samlede realkreditgæld med variabel rente er således senest opgjort til 1,38 pct. – hele 1,40 procentpoint højere end i begyndelsen af 2022.