Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Bank- og realkredit
Statistikperiode: Juli 2024

Rentefald på privat­kundernes bankgæld til bolig

Privatkunderne kunne i juni og juli nyde godt af faldende renter efter en periode, hvor der siden efteråret 2023 kun har været små bevægelser i gennemsnitsrenten på danskernes bankgæld til boligformål. Renten på privatkundernes boliglån i banken er således faldet med 0,2 procentpoint i gennemsnit siden maj. Faldet understøttes af nye lån, hvor gennemsnitsrenten i samme periode er faldet med 0,4 procentpoint til nu 5 pct. Samtidig er stigningen i den gennemsnitlige rente inkl. bidrag på privatkundernes realkreditgæld fladet ud. Mange realkreditlån har fået ny rente pr. 1. juli. Der vil være nogle kunder, der har kort rentebinding på tre eller seks måneder, som har oplevet rentefald på deres lån, mens andre kunder med længere rentebinding, fx F3- og F5-lån, har oplevet betydelige rentestigninger. Kigger man på privatkundernes samlede boliggæld, havde de ved udgangen af juli en gæld på 1.946 mia. kr. til en gennemsnitlig årlig rente på 3,7 pct. inkl. bidrag.



Rentefald for bankgæld til bolig men endnu ikke for realkreditgælden

Anm.:

Figuren viser den effektive rente (inkl. bidrag) på danske privatkunders (sektor 1430, DK) udestående bank- og realkreditlån til boligformål. I figuren er der for februar 2020 og 2024 korrigeret for effekt af skudår, hvilket data for rentestatistikken offentliggjort i Statistikbanken ikke tager højde for. Find figurdata i Statistikbanken her og her.