Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Geografisk forskel i væksten i realkredit
I 2025 øgede de danske boligejere deres realkreditgæld med samlet 2,1 pct., svarende til 37,5 mia. kr. Væksten dækker over betydelige forskelle på tværs af landets 98 kommuner. For eksempel øgede boligejerne i Københavns Kommune deres realkreditgæld med 4,5 pct., mens boligejerne i Langeland Kommune omvendt reducerede deres med 2,7 pct. Forskellen skyldes, at både udlånsaktiviteten og de ordinære afdrag på boligejernes realkreditgæld varierer en del på tværs af kommuner.
Ændring i boligejernes realkreditgæld 2025
Anm.:
Udlån med sikkerhed i ejerboliger og fritidshuse fra realkreditinstitutter til danske husholdninger (sektor 1400). Nominel værdi. Opgørelsen er ekskl. gæld til finansiering af bolig via bankerne, fx prioritetslån. Du kan finde data her: link
Forskellen i udlånsvæksten på tværs af kommunerne indsnævres, når der korrigeres for forskellen i boligejernes løbende afdrag på deres realkreditgæld. Der tegner sig nemlig et billede af, at de kommuner, hvor boligejerne optog mest ny realkreditgæld i 2025, også var de kommuner, hvor boligejerne betalte mindst i afdrag i forhold til deres realkreditgæld. For eksempel betalte boligejerne i Lolland Kommune i 2025 i gennemsnit mere end 5 gange så meget i afdrag pr. lånt million som boligejerne i Gentofte Kommune. Ses der bort fra de løbende afdrag, øgede boligejerne deres realkreditgæld i alle landets kommuner med mellem 0,7 og 5,9 pct. i 2025.
Sammenhæng mellem udlånsaktivitet og ordinære afdrag
Anm.:
Figuren illustrerer sammenhængen mellem udlånsaktivitet (ændring i gæld korrigeret for ordinære afdrag) og ordinære afdrag (som pct. af restgælden primo perioden). Boblernes indikerer størrelsen på ændringen i boligejernes realkreditgæld i den respektive kommune. Farven indikerer om ændringen er negativ eller positiv. Udlån med sikkerhed i ejerboliger og fritidshuse fra realkreditinstitutter til danske husholdninger (sektor 1400). Nominel værdi. Opgørelsen er ekskl. gæld til finansiering af bolig via bankerne, fx prioritetslån.