Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Fald i privatkundernes låneefterspørgsel
I Nationalbankens udlånsundersøgelse for 4. kvartal 2022 melder kreditcheferne i 16 ud af de 19 adspurgte banker og realkreditinstitutter, at låneefterspørgslen fra privatkunderne er faldet. Det gælder både for eksisterende kunder og nye kunder. I 3. kvartal 2022 oplevede lidt mere end halvdelen af institutterne ligeledes faldende efterspørgsel fra privatkunderne. Det betyder, at den lavere efterspørgsel nu er mere udbredt blandt institutterne.
16 af de 19 største ganker og realkreditinstitutter oplever fald i privatkundernes låneefterspørgsel
Anm.: Privatkunder dækker i udlånsundersøgelsen over 'Løn-modtagere, pensionister mv.'.
|
Institutterne begrunder primært den lavere efterspørgsel med, at antallet af bolighandler er reduceret. Omtrent halvdelen af institutterne vurderer, at efterspørgslen ikke vil falde yderligere i det kommende kvartal.
Låneefterspørgslen fra erhverv opleves forskelligt
Der er ikke samme tydelige oplevelse af ændringen i låneefterspørgslen fra erhvervskunderne. Halvdelen af institutterne oplever uændret efterspørgsel, mens den anden halvdel er ligeligt fordelt mellem en oplevelse af stigende efterspørgsel og faldende efterspørgsel i 4. kvartal.
Flere institutter observerer, at kunderne skal bruge mere likviditet til deres såkaldte arbejdskapital. Det skyldes bl.a., at flere virksomheder har opbygget større lagre som følge af forsyningsproblemerne, debitorer udskyder betalinger for varer, og leverandørerne kræver kortere betalingsfrister. Hvis virksomhedernes indtjening samtidig er under pres som følge af prisstigninger på energi, råvarer og lavere omsætning generelt, vil likviditetspresset alt andet lige øges.
Institutterne, som oplever en faldende efterspørgsel, vurderer, at det overordnet skyldes manglende investeringslyst hos virksomhederne grundet det nuværende rente- og inflationsniveau.
Nedskrivninger på privatkunder stiger
8 ud af de 19 banker og realkreditinstitutter har øget deres nedskrivninger på privatkunderne i 4. kvartal. Det stemmer godt overens med udlånsundersøgelsen for 3. kvartal 2022, hvor flere institutter netop forventede at øge nedskrivningerne på privatkunder i 4. kvartal. Dog tegner der sig et billede af, at institutterne vurderer, at situationen kan forværres i 1. kvartal 2023, hvor lidt mere end halvdelen af institutterne forventer at øge nedskrivningerne.